Nøhr og Zididada på musikalsk tur
Der var 1. maj rig lejlighed for at opleve Rasmus Nøhr og Jimmi Colding fra Zididada i Frederikshavn og omegn. De to musikere besøgte området for at gøre reklame for Danmark Dejligst.
Promoveringsdagen blev indledt kl. 10.00, hvor Nøhr og Colding havde en times fællessang med eleverne fra Nordstjerneskolen og Heldagsskolen, og derefter gik turen til Brugsen i Strandby med en mini koncert og autografskrivning. Coop er en af hovedsponsorerne for Danmark Dejligst 2017.
Røde Kors i Danmarksgade i Frederikshavn fik også en minikoncert af de to, hvor de var med til både at fejre genbrugsbutikkens et års fødselsdag og sætte gang i kampagnen "Smid Tøjet Danmark".
Fra kl. 15.00-16.00 fik Torvet i Sæby en mini koncert og autografskrivning.
Danmark Dejligst kan opleves 28. juli i Kvissel, 30. juli i Sæby og 5. august i Frederikshavn.
Danmark Dejligst blev startet i 2012 af Rasmus Nøhr, der gerne ville ud at spille i hele sommerlandet. Danmark Dejligst er i dag en festival med i år 25 koncerter rundt omkring i landet med formentlig samlet 60.000 besøgende.
- Nok så vigtigt er der gratis adgang til koncerterne, fordi frivillige hjælper til og blandt andre Røde Kors støtter os, sagde Rasmus Nøhr, inden han gav koncert ved Røde Kors-butikken i Frederikshavn.