Netto på Rømøvej
Netto afløser KIWI på Rømøvej - 40 nye Netto-butikker på vej i landet
Det bliver en Netto-butik, der kommer til at afløse den tidligere KIWI på Rømøvej i Frederikshavn.
Netto har på landsplan overtaget 81 KIWI-lejemål, og i de kommende uger og måneder vil Netto åbne flere end 40 butikker.
Alle nye Netto-butikker får ny indretning, som er blevet testet i en række testbutikker med stor succes, og allerede torsdag åbner de første butikker i Odense, Odder og Ullerslev.
- Vi kommer til at åbne alle vores butikker i rekordtempo, og efter torsdagens åbning af vores tre nye butikker vil vi have tre-fire butiksåbninger ugentlig. Vi er stolte over tempoet, og vi ser utrolig meget frem til at åbne alle vores nye butikker over hele landet, fortæller Brian Seemann Broe, landedirektør for Netto.
Atypisk indretning
I Odense, Odder og Ullerslev - og alle de øvrige, nye Netto’er - bliver det nogle lidt anderledes butikker, kunderne kommer til at møde. Alle de nye butikker vil nemlig have en ny indretning, som adskiller sig fra en typisk Netto-butik på flere områder.
Således vil de nye butikker have større frugt- og grøntafdelinger, en særlig og større sektion med convenience-varer og ikke mindst et helt nyt inventar samt nye farver på inventar og væg, hvor den gule farve vil fylde mindre.
- Det bliver et forstærket Netto-koncept, man kommer til at møde. Vi har et klart ønske om at skabe spændende discountbutikker, og vi skal hele tiden udvikle vores butikker, så det passer til tiden og imødekommer kundernes behov. Vores nye butikker bliver meget indbydende, og vi giver med de nye butikker hverdagen lidt ekstra for forbrugere i alle egne af Danmark, uddyber Brian Seemann Broe.
Tidligere på sommeren indgik de to dagligvarekoncerner Dagrofa og Dansk Supermarked Group en aftale, der betød, at Dansk Supermarked Group overtog 81 tidligere Kiwi-lejekontrakter. Godt halvdelen planlægges omdannet til Netto-butikker, og alt i alt er der nu sat adresse på 32 kommende Netto-butikker.
Udover Rømøvej i Frederikshavn kommer der nye Netto-btikker i Nordjylland i Pandrup, Hobro og Nørresundby.
I Frederikshavn er der i forvejen Netto-butikker ved Skøjtehallen og på Hjørringvej.