Nellemanns Have udsat for graffitihærværk

05. marts 2020 kl. 11.05

For første gang i den nuværende Nellemanns Haves 12-årige historie blev der i weekenden den 28.02./01.03. udøvet graffitihærværk i den ene pavillon.

Formanden for Havens Venner, Hans Rødsgaard-Mathiesen ærgrer sig naturligvis over, at det er gået ud over den normalt så rene og pæne have og har med foto på havens facebookside illustreret hærværket.

- Hærværket er heldigvis ikke af grov karakter. Men det er træls og ganske uforstående, at nogen kan finde på at gøre det.

- Nu skal Havens Venner, som alle er frivillige og arbejder ulønnet, bruge tid og kræfter på at udbedre skaderne, skriver Hans.

Opslaget har medført mange sympatitilkendegivelser, nogle med en generaliserende beskrivelse af vor tids ungdom som de mest sandsynlige for udførelsen af hærværket.

Den bedste straf for gerningsmanden ville sikkert være, at vedkommende selv fik lov til at fjerne tegningerne, men allerede mandag formiddag havde havens frivillige fået skuret spraymalingen af, så det ikke inviterede til gentagelser.

Er Sæby ellers præget af de uskønne symboler og tags på bygningerne?

Ved en rundtur i og omkring Sæbygaard Skov, Sæbygaardskolen og Spektrum, forbi rutebilstationen, byen og havnen, skal man heldigvis lede længe efter iøjnefaldende graffiti tegninger og tags.

Ikke fordi der ikke findes graffiti, men de er heldigvis påført på mindre trafikerede steder.

Epicenteret for graffitimalerne i Sæby, er betonbroen der fører Aalborgvej over Sæby å, kaldet ”Rottehullerne”. Her har der igennem mange år været frit slag med spraydåserne.

På havnen havde der en enkelt gang hen over sommeren været nogle tegninger på toiletterne, ellers intet.

Hvis dette øjebliksbillede er dækkende for, at graffitiaktiviteten, er vi heldig stillet i Sæby.

Sikkert fordi langt de fleste unge har andre sundere fritidsinteresser og måske også fordi de sætter pris på deres omgivelser og udviser ansvarlighed og medejerskab af byens fælles bygninger og inventar.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste