Nej til lækkerbiskner

30. marts 2018 kl. 16.20

Alt for mange hunde og katte lider af overvægt.

35 - 40 pct. af vore hunde er overvægtige og tendensen er stigende.

Et problem med mange og alvorlige sygdomme til følge, ofte skabt af lutter godhed og alt for mange lækkerbiskner, en småkage, et stykke chokolade, is og andre gode sager.

- Jeg ved jo godt, at folk gør det, fordi de vil være gode ved deres kæledyr, stikker en lille godbid til hunden, når den sidder og kigger på, at dens menneske mæsker sig.

- De glemmer at en enkelt vaniljekrans til en lille hund svarer til, at vi selv spiser en hel pose.

- Så når det med godbidderne bliver en vane, vil hunden uvægerligt få et vægtproblem.

- Jeg holder selv meget af mine to hunde, en lille field spaniel og en altid sulten gammel labrador, men de får aldrig lækkerbiskner eller rester fra vores bord.

- De ville selvfølgelig gerne, og andre kan måske også synes det er synd, "bare sådan en lille småkage, det kan da ikke gøre noget".

- Set fra mit bord er det synd at give dem den. Det er umuligt at styre deres kalorieindtag, og de risikerer at få både vægtproblemer og sygdomme og dermed et ringere liv.

- Derfor har de deres egen kost, og deres egne godbidder, understreger dyrlæge Mads Bomholt, Frederikshavn Dyrehospital.

Hos både hund og kat kan overvægt forårsage ledproblemer, diskusprolaps, sukkersyge, hudproblemer, leversygdomme og hjertesygdomme. Alle sammen alvorlige sygdomme, der giver dårligere livskvalitet og afkorter dyrets liv, for hunde op til to år.

- På dyrehospitalet er hunde og katten med overvægt ikke noget sjældent syn. Vi tager selvfølgelig en snak om, hvad overvægten kan skyldes, og hvad den kan medføre, måske allerede har medført.

- Andre faktorer end overfodring kan også spille ind. Gamle dyr, der bevæger sig mindre skal også have færre kalorier gennem kosten, en kastreret hanhund eller kat og race, eksempelvis labrador, kan også have tendens til at tage på i vægt.

- Og så er motionen selvfølgelig et væsentligt element. Jo mere en hund eller kat bevæger sig, jo flere kalorier forbrænder den. Men ligegyldigt hvad, så er den rigtige kost alfa og omega.

Hvad er så den rigtige kost?

Tørfoder er den sikreste vej. Det giver mulighed for at fodre nøjagtigt efter vægt, alder og race.

Eventuelle godbidder skal indpasses i kalorieskemaet, hvis hunden eller katten har nemt ved at tage på.

Den rigtige kost skal kombineres med så megen og god motion som muligt, så kalorierne bliver forbrændt og muskler og led holdt i gang.

Med til forebyggelse af overvægt hører også at holde øje med hundens og kattens vægt.

Den bedste kontrol er at veje sin hund eller kat en gang om året eller tiere. Man kan tage et hurtigt tjek på vægten ved at føle om ribbenene kan mærkes, kan de ikke, er der tale om overvægt.

Ulyst til at bevæge sig og åndenød under ganske almindelig motion kan være tegn på, at der er for mange kilo at slæbe på.

Når skaden er sket og overvægt en kendsgerning skal der lægges en plan.

- Vi hjælper gerne folk med at lægge en plan for en slankekur, hvad enten det er hund eller kat. Der skal beregnes kaloriemængde og findes frem til det helt rigtige foder, ikke bare sulte dyret.

- Bliver katte sultet kan det medføre livstruende leversygdom. Hunde kan godt faste et par dage og derefter starter med små daglige portioner.

- Men skal resultatet blive godt, er det vigtigt at få lagt en god plan. Også for, hvordan resultatet af slankekuren holdes, siger dyrlægen, der kommer med seks gode råd om slankekur:

1. Nedsæt den daglige kaloriemængde.

2. Få lagt en foderplan, også efter slankekuren.

3. Undgå andet foder end fuldfoder beregnet til vægttab.

4. Lad ikke hunden være med, når familien spiser eller tilbereder mad.

5. Undgå godbidder, der ligger uden for foderplanen.

6. Bandlys lækkerbiskner fra familiens bord.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste