Naturen går sin gang i Klitplantage
Regeringen og Dansk Folkeparti er blevet enige om de konkrete skove, der skal udlægges til urørt skov - hvor "naturen vil få førsteprioritet", og en af de 45 skove, det drejer sig om, ligger i Frederikshavn Kommune.
Det gælder nemlig Skagen Klitplantage, oplyser Miljøministeriet.
Danmarks Naturfredningsforening roser regeringen for at sætte arbejdet i gang og dermed indfri, hvad foreningen betegner som et centralt løfte fra den politiske aftale kaldet Naturpakken, der blev indgået i 2016.
- Ud med skovningsmaskiner og motorsave. Lad de gamle og døde træer være i fred, giv vandet lov at pible tilbage ind i skovbunden og et mylder af liv vil følge efter, skriver Danmarks Naturfredningsforening i en pressemeddelelse.
Der vil dog gå mange år endnu, før den urørte skov er en realitet, understreger foreningen.