Musikglad kunster i Ældre Sagen
I Ældre Sagens lokaler i Søndergade 42B, kan interesserede indtil nytår se en udstilling af malerier, som galleriejer Erna Iversen fra Elling har lavet.
- Jeg er først og fremmest billedkunstner og maleriet er min passion fortæller Erna Iversen. Dog eksperimenterer jeg altid for at finde nye veje og udtryk. Motiverne er abstrakte, og inspireret af alt hvad jeg oplever, som betydningsfuldt. Jeg søger udfordringer i farven, kompositionen, spændingsfeltet mellem stemninger, lyset og farvens virkninger, siger Erna Iversen.
Hun startede sine udfoldelser først i 80’erne i Hjørring, som elev med billedkunst, og har også studeret på Århus Kunstakademi, hvor hun var igennem basisuddannelsen, fagskolen for maleri - og grafik.
I sin fritid spiller hun med i bandet “Madammerne", hvor hun spiller bas, men lige nu er hun glad for at vise sine værker frem for interesserede hos Ældre Sagen.
- Hvis man er forhindret i at se udstillingen i Søndergade, kan man altid henvende sig til mig, siger Erna Iversen, for så er man altid, efter aftale, velkommen i mit galleri “aabenkunst" på Bangsmindevej i Elling.