Billede beskrivelse

Musikalske talenter indtager Det musiske Hus

symfonisk forbrødring: I weekenden d. 12.-14. november bydes der til stævne for Nordjyllands Ungdomssymfoniorkester

04. november 2021 kl. 17.00

I weekenden d. 12.-14. november holder Nordjyllands Ungdomssymfoniorkester symfonisk træf i Frederikshavn Kommune.

Weekenden byder på et glædeligt gensyn for mange af de deltagende, hyggeligt samvær og ikke mindst tid til at spille musik sammen.

Der er lagt op til at de unge musikere mødes og øver og skaber noget sammen.

På den måde får de en ganske anden oplevelse, end når de øver på deres instrumenter derhjemme.

- Nordjyllands Ungdomssymfoniorkester giver spilleglæde og samvær med andre der også kan lide at spille, og vi håber de unge mennesker bliver udfordret, og at de samtidig får en stor oplevelse ud af at være en del af et større orkester, fortæller Lone Lindhardt, som er musikskolelærer og koordinator hos Musikskolen i Frederikshavn Kommune, og som selv har været instruktør på flere symfoniske stævner.

Stævnet foregår denne gang i Det Musiske Hus i Frederikshavn, og Musikskolen i Frederikshavn Kommune er vært.

Til stævnet vil Verner Nicolet dirigere UngdomsSymfoniorkestret.

Verner Nicolet kommer med flere årtiers orkestererfaring fra Det Kongelige Kapel.

Violinist Niels Bjerre dirigerer StrygerEnsemblet gennem weekenden.

Som en afslutning på stævnet spiller UngsomsSymfoniorkestret og StrygerEnsemblet søndag en koncert med juletema. UngdomsSymfoniorkestret spiller flere uddrag fra Tjajkovsijs ballet Nøddeknækkeren, herunder Blomstervals og Sukkerfeens Dans.

StrygerEnsemblet byder på blandt andet Mozarts Puppet Music.

Det er sammenslutningen Kulturskoler i Nordjylland, der står bag Nordjyllands Ungdomssymfoniorkester.

Orkestret mødes normalt fire gange årligt til weekendstævner rundt om i Nordjylland, og værtskabet for stævnerne går på skift imellem kulturskolerne i hele Nordjylland.

Nordjyllands Ungdomssymfoniorkester er støttet af Kulturaftaler Nordjylland.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste