Motionsstævne i roklubben

Løvfaldsturen afvikles 8. september

26. august 2018 kl. 13.20

FREDERIKSHAVN: Lørdag 8. september inviterer roklubben til Løvfaldstur for medlemmer af Nordjysk Ronetværk.

Nordjyske Ronetværk er en sammenslutning af roklubber i Nordjylland og der holdes en Løvsprings- og Løvfaldstur hvert år.

Det er et motionsstævne, hvor man får lejlighed til at ro sammen med roere fra de andre klubber.

Arrangementet går på tur roklubberne imellem.

- I år er det altså vores tur og vi forventer et sted mellem 80 og 100 roere, siger John Kingo Kristensen, der er en af tovholderne ved stævnet.

- Vi ror en tur rundt om de store vindmøller og videre til Hirsholmene, hvor vi spiser vores madpakker. Vi har været så heldige, at Jens Klingenberg, tilsynsførende på øen, vil komme og fortælle os om Hirsholmene. Herefter ror vi videre til Strandby og retur til Rønnerhavnen.

- Vi har en stor udfordring, siger Finn Larsen, der også er en af tovholderne, at tilmeldingen er så stor, at vi i øjeblikket står og mangler både. Vi håber dog, at en del af de tilrejsende klubber kan tage både med.

En anden udfordring er selvfølgelig vejret.

- Vi er meget afhængig af vejret til en sådan tur, men vi er fortrøstningsfulde. Selvfølgelig bliver det godt vejr, siger John Kingo,

Om aftenen er spisning i roklubben og også her står arrangementet i Hirsholmenes tegn, idet Arvid Jacobsen, der er opvokset på Hirsholmene, kommer og underholder og fortæller om sin opvækst på øen, samtidig med han viser billeder fra Hirsholmene.

- Stævnet er det største, vi har arrangeret de sidste mange år og rigtig mange af roklubbens medlemmer er involveret på den ene eller anden vis, understreger de to tovholdere.

De første både forventes at starte omkring kl 10, så der bliver nok at se på Rønnerhavnen den dag.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste