Morgentræning på gymnasiet
To gange om ugen sveder elever på Frederikshavn Gymnasium & HF-kursus lidt mere end sædvanligt. Eleverne har nemlig valgt at morgentræne i gymnasiets styrkelokale, før undervisningen starter, og det sker under kyndig vejledning af Jacob Schüsler - en af gymnasiets idrætslærere. Normalt styrketræner eleverne, men i disse uger testes eleverne, så de kan følge udviklingen og nyde resultaterne af deres træning.
Fra næste skoleår udbyder Frederikshavn Gymnasium & HF-kursus også morgentræning, men denne gang på to af gymnasiets studieretninger, og som noget nyt er træningen placeret i skoletiden - ikke før. Skemaet på disse studieretninger indrettes, så der bliver plads til morgentræning to gange om ugen, og eleverne går altså ikke glip af undervisning.
Morgentræningen vil primært bestå af styrketræning og varetages af gymnasiets idrætslærere, der er uddannet til at vejlede hver enkelt elev på baggrund af f.eks. idrætsgren, alder og tidligere erfaring. Er eleven allerede bekendt med styrketræning, eller har eleven fået udleveret et program gennem sin sportsklub, kan idrætslæreren understøtte dette.
De to studieretninger, hvor morgentræningen tilbydes, er "Biologi A, kemi B, matematik B" og "Samfundsfag A, engelsk A", og på begge studieretninger er der mulighed for at tilvælge idræt B.
Studieretningen med biologi A åbner nogle særlige muligheder for at inddrage træningen og idræt generelt i de andre fag. Ud over biologi og idræt indeholder studieretningen nemlig også fagene fysik, kemi og matematik, og netop denne fagkombination er interessant for den ambitiøse idrætsudøver. Her kan eleverne i fysik f.eks. analysere sig frem til, hvilken del af spurten, der bør trænes eller hvor meget kraft, der skal til for at kunne nå en vis højde ifm et spring. Biologi kan så hjælpe til med at optimere kosten på langt sigt eller før kamp, ligesom kroppens evne til at optage ilt i forskellige situationer kan analyseres. Fagene beskæftiger sig naturligvis også med andre emner, men når elevernes egne præstationer i idræt og resultater i morgentræningen bruges som fagligt grundlag i andre fag, bliver hver enkelt elev klogere på egne styrker og svagheder og kan dermed optimere sin træning.