Morgenbriefing på Knivholt Hovedgaard
Destination NORD: Inviterer turisme- og oplevelsesbranchen i vores del af Nordjylland til en tempofyldt gennemgang af indsatserne næste år
Året går på hæld, og det er tid til at se tilbage, men især fremad mod nye højder.
Destination NORD blev oprettet per 1. januar 2021 som det nye destinationsselskab for Frederikshavn, Læsø, Brønderslev og Aalborg kommuner og er nu klar til at gøre status og fortælle turismeerhvervet om planerne for det kommende år:
- Vi har glædet os meget til at kunne invitere turismeerhvervet til denne briefing.
- Vi kommer både til at dykke ned i de aktuelle tal og give et overblik over situationen og udviklingerne lige nu, og så løfter vi sløret for næste års aktiviteter.
- Det bliver både inden for dansk og international markedsføring, destinationsudvikling og turismeprojekter, siger adm. direktør Tonny S. Thorup fra Destination NORD.
På programmet er bl.a. en kort introduktion til nogle af de nuværende og fremtidige samarbejder, partnerskaber og projekter, som er med til at udvikle vores destination i en mere digital og bæredygtig retning.
Derudover en gennemgang af de nyeste tal på vores vigtigste nærmarkeder, nye trends og den ændrede rejseadfærd.
Også 2021 har båret præg af pandemien, og de udenlandske overnatninger har manglet - særligt de norske og svenske gæster, hvor overnatningerne i de fire kommuner denne sommer i forhold til 2019 er faldet med hhv. 84 procent og 76 procent sammenlignet med 2019.
- Vi har en stor udfordring i at fastholde det rekordstore antal danskere og tyskere, som har gæstet os i 2021 – og en endnu større udfordring i at få vundet nordmænd og svenskere tilbage.
- Det er godt, at vi ser ind i en sæson med gode muligheder for at tilbageerobre noget af det tabte.
- Generelt er der god grund til optimisme. Vi har allerede igangsat en massiv markedsføringsindsats på at få nordmændene, som er vigtige for både Frederikshavn og Aalborg, tilbage allerede her i efteråret og julen, fortæller Tonny S. Thorup.
Morgenbriefingen afholdes på Knivholt Hovedgaard 23. november. Tilmelding sker på www.destination-nord.dk