
Mød landshold til Open by Night
Det danske skateboardlandshold er på turné rundt i landet og besøger Frederikshavn fredag 2. juni, hvor de dygtige skatere kan opleves i Rådhusparken fra kl. 17. Landsholdet består af 16 atleter fra 16 til 48 år – både drenge og piger.
Her får alle interesserede mulighed for at møde landsholdet, skate sammen med dem og høre om deres oplevelser med landsholdet.
Viser landsholdet frem
Det er ganske nyt, at Danmark har fået et landshold i skateboarding. Det skete i forbindelse med, at skateboarding kom på OL-programmet i Tokyo i 2021. Arbejdet med at få opbygget en landsholdsorganisation er i fuld gang, og det sportslige mål er OL i Paris i 2024 og LA i 2028.
Ifølge landstræner Thomas Kring handler rundturen i Danmark det både om at vise landsholdet frem, men endnu mere om at landsholdet kan skate sammen med lokale, og at de måske kan være med til at få flere unge til at bevæge sig, finde sociale grupper eller afprøve grænser.
- På landsholdet er der både drenge- og pigeskatere, og vi er meget opmærksomme på at have så stor kontakt til gaden og de lokale skatemiljøer som muligt. Mange i skatemiljøet har ikke kunne finde sig tilpas i traditionelle idrætstilbud: faste tider, etablerede regler eller krav til dyrt udstyr har fået dem til at holde sig væk, siger Thomas Kring.
- Det skal ikke forstås sådan, at man vælger skateboarding, fordi man ikke kan de andre sportsgrene. Det handler mere om, at når man først har prøvet at skate, gider man ikke lave noget andet, tilføjer han med et grin.
Mange danske byer har stærke og velfungerende skateboardmiljøer. Hvor meget de er formelt organiseret og hvor stor en rolle kommunen spiller, afhænger af postnummer. Landsholdet vil på dette års Danmarkstour samle erfaringer fra de forskellige kommuner, og bruge dem til at kunne hjælpe entusiaster, foreninger og kommuner på vej til at skabe endnu bedre forhold for skateboarding.