Mød byens største tabere
Efter otte uger i sund kost og motionens tegn var der i lørdags udvejning for de 194 deltagere i dette års Sæby på vægten.
De 194 deltagere var fordelt på 27 hold og 86 individuelle. Alle i kamp mod kiloene.
- De 194 deltagere blev indvejet til en samlet vægt på 18.362,8 kilo, hvilket giver en gennemsnitsvægt på 94,65 kilo, fortæller Nikolai Ronne, som igen har været tovholder på Sæby på vægten og gennem forløbet har udført 359 vægtmålinger.
Ved lørdagens udvejning mødte i alt 84 af de 194 deltagere op. Og de havde tilsammen tabt 540,2 kilo, hvilket gav et gennemsnitstab på 6,43 kg.
- Vi fortsætter med en ekstra kontrolvejning lørdag den 2. april for at motivere deltagerne til at holde den sunde livsstil og vægttabet ved lige, siger Nikolai Ronne og uddyber: Derfor vil der være er præmie til alle, der holder vægten og måske endda har tabt yderligere vægt om knap en måned.
Hvem er største tabere?
Nummer ét i gruppen for individuelle deltagere blev Kevin Pedersen, som med 17,8 tabte kilo endte på index 82,25. Søren Nielsen blev nummer to med et vægttab på 14 kilo og index 88,73 og tredje pladsen gik til Christian Drachmann, som havde smidt 11,1kg og fik et index 90,15.
På hold-siden blev Homes Drenge de største tabere med et samlet vægttab på 51,6 kilo og et index på 87,18. Andenpladsen gik til holdet By Lindgren, som endte på index 89,48 for 34,3 tabte kilo. Holdet De 4 Fede blev nummer tre med index 90,07 og 44,3 forsvundne kilo.
Bedste deltager af alle 194 deltagere blev John Hesberg, som endte på index 81,54 med i alt 23 tabte kilo.
Nu er der så kun, den sværeste kunst af dem alle, tilbage. At holde den gode livsstil ved lige bestående af sund kost og daglig motion, så kiloene ikke igen og næsten ubemærket sniger sig tilbage på kroppen igen.