Billede beskrivelse

Mob din krop fylder ti år

Inviterer til reception 18. januar kl. 11 og husk sportstasken

16. januar 2019 kl. 04.05

FREDERIKSHAVN: ”Wauw – er det virkelig 10 år siden klubben startede” - sådan er der flere medlemmer i klubben, der siger.

Ja, for 12 år siden bevilgede sundhedsudvalget penge til projekt ”idræt for sindslidende” på tværs af Center for Sundhed og socialpsykiatrien. Og det var på baggrund af et ønske fra brugere, personale og ledelse. Ganske kort tid efter projektets start blev MOB DIN KROP stiftet.

- Jeg husker, at vi alle var noget spændte, men heldigvis mødte der over 60 personer op til den stiftende generalforsamling i Maskinhallen. Og så var der kampvalg til at alle bestyrelsesposter. Det var så fedt siger Søren Vestergaard Pedersen, der blev ansat som idrætskoordinator på projektet.

MOB DIN KROP er i dag en idrætsforening med 70 medlemmer, der på én eller anden måde er psykisk udfordret. Foreningen drives af en bestyrelse, der er et miks mellem medlemmer og personaler. Og med idrætstilbud på alle hverdage enten i Sæby eller Frederikshavn, så er chance for at få sved på panden stor.

- Men det sociale og venskaberne er lige så vigtige. Mange af vores medlemmer møder nye mennesker og får et helt nyt netværk gennem sporten. Min kondition er steget væsentlig efter jeg startede i klubben. Og så giver det virkelig et kæmpe boost på den fysiske og psykisk velvære, når man kommer hjem efter træning og smider benene op. Det var også derfor vi fik Kommunens Sundhedspris i 2016, husker Søren Mose Christiansen

Han har været formand for klubben de seneste fem år.

Dansk Arbejder Idrætsforbund (DAI) arbejder tæt sammen med kommunerne om at oprette tilbud for psykisk sårbare. Og her er der også et stort tillykke med klubbens ti års jubilæum

- Jeg husker tydeligt den begejstring, der var for ti år siden, da jeg var i Frederikshavn for at hjælpe med starten. Og MOB DIN KROP har jo været fremme i skoene lige siden. Jeg husker bl.a. at klubben i 2014 blev nomineret til Årets Idrætsforening under DIF, siger Lisbeth Crafach, som er idrætskonsulent i DAI.

Jubilæet bliver markeret med en reception i Arena Nord den 18. januar kl. 11.00, hvor klubben håber at se nye og gamle medlemmer samt samarbejdspartnere og venner til klubben.

- Og husk sportstasken, for vi skal selvfølgelig hygge os med lidt motion, slutter formanden for MOB DIN KROP.

Tilmelding til reception på svep@frederikshavn.dk eller sms på 20 32 60 78

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste