Ministre på havnetour

19. marts 2018 kl. 17.09

Der var prominent ministerbesøg i Frederikshavn da både energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt og skatteminister Karsten Lauritzen tog en tour de havneudvidelse mandag.

Havneudvidelsen løber op i nærheden af en milliard kroner, og skal blandt andet huse den amerikanske ophugningsvirksomhed Modern American Recycling Services (MARS).

MARS skal ophugge skibe og boreplatforme og har lejet sig ind på 290.000 kvadratmeter af det nye havneareal.

Ifølge energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) er det et stort skridt i den rigtige retning at få MARS ind på havnen.

- Frederikshavn Havn ligger strategisk godt i forhold til de store oliefelter i Nordsøen. Mange af de boreplatforme, MARS skal ophugge, kommer jo fra Storbritannien, så det er en fornuftig beslutning at lave sådan en satsning her. Det ser jeg meget store perspektiver i, siger han.

MARS regner med at skulle beskæftige mellem 100 og 300 ansatte, alt efter hvilke opgaver de får.

De nye arbejdspladser er noget, der skaber begejstring hos borgmester i Frederikshavn Kommune Birgit Hansen (S).

- Det er rigtig godt med nogle nye arbejdspladser i Frederikshavn, siger borgmesteren.

Udover MARS skal firmaet Nordliq også etablere sig på det nye havneareal med et banebrydende LNG-anlæg, der skal producere flydende naturgas til skibe.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste