Midt i 70’er bydel: Nyt boligkvarter i Frederikshavn

18. februar 2018 kl. 08.20

Bid for bid forsvinder Toftegården i Frederikshavns vestby. Nedrivningen af landbrugsbygningerne på den store grund ved Toftegårdsvej er i gang.

På det ryddede areal mellem Sønderjyllandskvarterets og Tøndervejskvarterets gule og hvide parcelhuse fra 70’erne skal der udstykkes 26 parcelhusgrunde.

På en mindre del, ved siden af gårdens gamle kampestenslade, vil ejeren, tømrermester Willy Larsen, tømrerfirmaet Larsen og Tamborg, opføre ti små rækkehuse.

Rækkehusene bliver udbudt til salg som færdigt byggeri. Han regner med, at de bliver efterspurgt af især ældre, som ikke længere ønsker at bo i parcelhus med stor have.

Parcelhusgrundene bliver byggemodnet i løbet af foråret og sommeren og udbudt til salg om en måneds tid. Først til den tid bliver der fastsat pris for grundene.

Udstykningen sker gennem selskabet Toftegården Aps., som Willy Larsen ejer, og købere behøver ikke bestille hus hos Larsen og Tamborg for at kunne erhverve en grund.

Laden har høj bevaringsværdi og bliver, som den eneste af den firlængede gårds bygninger, bevaret.

Laden skal istandsættes og have nyt tag, som passer bedre til kampestensmurene end det gamle eternittag, fortæller Willy Larsen.

Den var i starten tænkt som fællesbygning, men det er opgivet. Willy Larsen beholder den gamle bygning for ikke at belaste en kommende ejerforening med en stor post til vedligeholdelse.

I Toftegårdsudstykningen indgår også det tidligere DDS-spejderhus ved Toftegårdsvej med en grund på 4000 kvadratmeter, som Willy Larsen også har købt.

Han regner med at ombygge spejder-huset til enfamilies bolig.

Toftegården var kommunalt ejet, indtil Willy Larsen købte den i 2015. Gården var i tre årtier mødested for byens dyreglade børn, som havde kaniner, marsvin, høns og heste opstaldet i udhusene.

En forældreforening stod for driften og det så længe ud til, at byrådet ville sikre Toftegårdens bevaring som en grøn oase midt i byen med smådyr og heste. Men i 2011 blev der konstateret skimmelsvamp i stuehuset, og kommunen beordrede de to lejligheder og klublokalerne dér rømmet.

Kommunen ville ikke bekoste en milliondyr istandsættelse af stuehuset. Forældreforeningen forsøgte at finde finansiering til en knap så omfattende istandsættelse, men det lykkedes ikke.

Derefter valgte kommunen at sælge ejendommen til nedrivning.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste