Mette Bock gæstede Teaterforeningen
Fokus på en lille frivillig forening med stor gennemslagskraft
Lilly Pedersen, formanden for Frederikshavn Teaterforening stod klar på Rådhusets parkeringsplads fredag formiddag af en ganske særlig grund.
Kulturminister Mette Bock havde nemlig meldt sin ankomst og målet for besøget i Frederikshavn var netop Teaterforeningens virke.
Og 10.45 rullede den kulturministerielle bus ind på parkeringspladsen.
Ministeren kom direkte fra besøg i Hjørring på Vendsyssel Museum og Vendsyssel Teater, og var åbent interesseret i det store frivillige arbejde, som Frederikshavn Teaterforening lægger i kulturens tjeneste.
Teaterforeningen er en lille frivillig forening, der gør en stor forskel, og det var tydeligt at bestyrelsen var stolt af, at ministeren netop havde udvalgt deres forening som ramme for besøget.
Stoltheden udtrykte Lilly Pedersen ganske klart i sin velkomst, der også detaljeret præciserede Teaterforeningens virkeområde og samarbejdsrelationer.
Mette Bock var interesseret i gode forslag til, hvordan man kunne få kulturmidlerne til at støtte bedre og bredere og fik da også flere gode råd med sig hjem til Christiansborg.
Ikke mindst i forhold til formidlingsstøtteordningen, hvor Frederikshavn Teaterforening bliver klemt af de større aktører.
- Hvis vi havde flere midler er jeg sikker på, at vi ville tilbyde en sæson med 16-18 forestillinger, sagde Lilly Pedersen på mødet med ministeren.
Hun inviterede i øvrigt Mette Bock til at være gæst og oplægsholder ved en konference der har sit afsæt i at kulturen er et stort incitament for udvikling og vilje i ethvert lokalsamfund.
Konferencen er endnu i støbeskeen og udfærdiges i tæt parløb med andre kulturaktører i Frederikshavn.
- Vi håber at det kan lykkes, sagde Lilly Pedersen, og Mette Bock udtrykte stor lyst til at være en del af projektet.
- Vi skal lige have koordineret datoerne, så må se om det ikke kan lade sig gøre, sagde Mette Bock.