Metodisterne klar med håndsrækning: Julehjælp til pressede familier
STRANDBY: I år er kirkerne i Frederikshavn og Strandby gået sammen om uddeling af julepakker som hjælp til fejring af julen for de økonomisk dårligst stillede i lokalområdet.
Det har igen i år været muligt at skaffe midler til uddelingen gennem en stor donation fra Metodistkirkens Sociale Arbejde, som bl.a. driver bespisningsprojekter for og blandt hjemløse i København, juleaftensarrangementer, lørdagscafeer og arrangerer sommerlejre for udsatte børn og unge.
Metodistkirkens sociale arbejde har i langt over 100 år drevet socialt arbejde.
Her i Frederikshavn er det sociale arbejde ud over kirkernes daglige spejdere og børne- og ungdomsarbejde, blandt ældre frederikshavnere nok mest kendt for det tidligere børnehjem ”Fremtidshåb”, hvor en af diakonisserne, tidligere forstander Søster Ane også har lagt navn til gaden, som er en sidevej til Søndergade i midtbyen.
Med brug af de lokale metodistmenighedernes store kontaktkreds er man lokalt i kontakt med mange hårdt ramte familier, som af den ene eller anden grund går en svær juletid i møde.
Det er ud over bidraget fra Metodistkirkens Sociale Arbejde til den lokale julehjælp også givet et meget flot pengebeløb fra Lions Bannerslund, ligesom mange af menighedens medlemmer har bidraget enten med pengegaver eller ved indkøb af diverse fornødenheder i form af ekstra indkøbte varer, når man nu alligevel fyldte indkøbsvognene i de lokale supermarkeder. De mange madvarer og andre spændende julegave-overraskelser bliver pakket i flyttekasser doneret af XL-Byg i Elling og uddelt fra Metodistkirkerne.
Grundet udviklingen i coronasmitten er den årlige cafe i forbindelse med uddelingen aflyst.
- Vi er meget glade for den store opbakning vi har mødt i forbindelse med årets julehjælpepakker, og vi er sikre på at hjælpen falder på et tørt sted og bliver til stor juleglæde rundt i de mange hjem” understreger de tre lokale præster, Karen Brogaard, Louise Aaen og Mark Lewis.
Julehjælpen uddeles i Frederikshavn, Elling, Strandby og Jerup.