Seneste nyt
Billede beskrivelse

Massakren udeblev

Forsvarsforliget bedre end frygtet for Frederikshavn

28. januar 2018 kl. 17.35

Det nye forsvarsforlig giver ikke en eneste ekstra arbejdsplads til Nordjylland.

De 700 nye arbejdspladser, forliget opererer med, falder ned andre steder, men selv om Nordjylland ligesom med de statslige udflytninger dermed får mindre end andre egne, så er et forsvarsforlig med et uændret antal ansatte i forsvaret ikke så ringe endda.

I hele det nordjyske område er der små 4300 forsvarsjobs - og med 1600 ansatte er Flådestationen en af de helt store spillere hvis betydning for Frederikshavn er fuldstændig uvurderlig.

Derfor bliver åndedrættet en anelse febrilsk, når politikerne skal til at rode rundt i de rammer, der er for forsvaret.

Frygten er, at man overhales inden om af Korsør, som så vil stå med alle laurbærrene, mens de sure rønnebær ender i Frederikshavn.

Vi har set tendenserne - for det er nu en gang sådan, at Korsør kan nås fra Strandvejsvillaerne i København - et synspunkt som den gamle rigstaktiker Jens Risgaard Knudsen aldrig undlod at forfægte, når det så ud til at gå imod Frederikshavns interesser.

Men nu er det her så - det nye forsvarsforlig.

Og selv om der ikke tilføres nye job til landsdelen, så er ingen ændring langt bedre end de scenarier, der var i spil inden.

- Vi havde frygtet en massakre efter ministerens udmelding i oktober, hvor vi stod til at miste en stor del af flåden og også sergentskolen i Frederikshavn.

- Nu er forliget landet, og vi får den nye 3. eskadre placeret i Frederikshavn. Sergentskolen bliver, hvor den er. Desuden flyttes søopmålingen fra Holmen til Frederikshavn, og oveni har forligskredsen besluttet, at udbuddet af miljøskibe skal revurderes, så vore værfter får mulighed for at byde ind. Alt i alt er det tilfredsstillende, siger borgmester Birgit Hansen, der fulgte pressemødet om forsvarsforliget på Flådestationen

Hun havde naturligvis gerne set flere arbejdspladser tilført til kommunen, men hun er tilfreds med ikke at miste nogen efter måneders lobby-arbejde med at gøre opmærksom på flådestationens værdi for ikke bare Frederikshavn, men for hele landet.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste