Billede beskrivelse

MARS er nu miljøgodkendt

15. marts 2018 kl. 13.51

Den amerikanske ophugningsvirksomhed MARS, der etablerer sig på Frederikshavn Havn, har netop fået kommunens miljøgodkendelse.

Miljøgodkendelsen fastlægger reglerne for arbejdet, så det "kan drives uden at påføre omgivelserne en forurening, som er uforenelig med omgivelsernes sårbarhed".

Miljøgodkendelsen sætter desuden rammerne for håndteringen af de forskellige former for affald, herunder lavradioaktivt materiale.

I godkendelsen lægges det også fast, at arbejdet ikke må medføre væsentlige lugt-, røg- eller støvgener en for virksomhedens område.

MARS vil ophugge skibe og platforme ved brug af klipning og skærebrænding, og forventer at ophugge cirka 15 skibe på årsbasis svarende til cirka 150.000 ton.

Desuden forventer MARS at ophugge fire-fem platforme svarende til 50.000 ton om året.

Ophugningen forventes sat i gang mod slutningen af næste år.

90-95 procent af ophugningsmaterialerne vil blive transporteret bort fra anlægget med skib og det resterende med lastbiler.

MARS regner med at kunne beskæftige mellem 75 og 200 ansatte.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste