Seneste nyt

Marinehjemmeværn søgte efter forsvunden 83-årig

16. januar 2018 kl. 21.30

Selv om Marinehjemmeværnets Maritime Force Protection-enheder primært er en del af Søværnets beredskab omkring skibene og flådestationen, så er enheden bestemt klar til at påtage sig civile opgaver, som eftersøgningen af en dement mand fra Sindal.

Derfor deltog den Maritime Force Protection-enhed fra Nordjylland tirsdag i eftersøgningen efter den 83-årige mand, som har været savnet siden lørdag aften.

Flotillechef premierløjtnant Rikke Hyldgaard ledte missionen sammen med tre frivillige kollegaer fra Flotille 116 Maritime Force Protection, naturligvis i parløb med Nordjyllands Politi.

Mistanken var rettet sig mod Uggerby Å som løber tæt forbi Vendelbocenteret.

Her har været søgt fra landjorden, men mandag kontaktede Nordjyllands Politi Marinehjemmeværnet for at få en gummibåd i vandet.

- Vandet i åen var for plumret til at vi kunne søge med dronen, så den blev i bilen, men sonaren gav fine billeder, fortæller Rikke Hyldgaard, der selv sad med i gummibåden under eftersøgningen.

Eftersøgningen stod på til klokken 14, hvor gummibåden til sidst stødte på så mange forhindringer, at den ikke kunne komme videre.

Politiet arbejder sammen med kommunen om at skaffe en kran, som kan løfte gummibåden over forhindringerne og det er aftalt at Marinehjemmeværnet igen stiller på fredag.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste