Mariested er blevet 50 år
SÆBY: Mariested på Sæbygaardvej i Sæby er Frederikshavn Kommunes eneste socialpsykiatriske boform.
Kommunen skriver på deres hjemmeside, at Mariested er et botilbud til borgere, som er fyldt 18 år, har en længerevarende sindslidelse, og har udfordringer ved at bo alene uden støtte.
I 2011/2012 blev institutionen total renoveret og der blev udvidet med yderligere 18 lejligheder. Frederikshavn Boligforening, der ejer bygningerne, tilbyder 44 boliger specielt indrettet til lejere med psykiske-/fysiske handicap samt fællesrum og personalefaciliteter.
Markeringen af 50-året
Da Mariested rundede 50 år den 16. april, blev jubilæet efter beboernes ønske holdt uden den store festivitas. På dagen blev der holdt en lille uformel reception med deltagelse af beboerne og deres pårørende samt personale. Senere var der fest med levende musik og dans.
Johnny
Blandt en af Mariesteds 44 tilfredse beboere finder vi 50-årige Johnny. Han er i dag førtidspensionist og stammer oprindelig fra Dybvad, men har boet på Mariested det sidste års tid.
Flytningen skyldtes, at han blev angrebet af kødædende bakterier og måtte indlægges på sygehuset i en længere periode. Johnny har nu lagt senge- og kørestolstiden bag sig og den farlige sygdom er nu under kontrol og han har igen fået struktur på sin hverdag.
Hverdagen går typisk med, at han efter den selvtilberedte morgenmad, sætter sig på sin lille el-scooter og kører en fast rute rundt i Sæby, en tur han gentager et par gange senere på dagen. Herimellem bliver telefonen fundet frem og brugt til Vikingespil mod ukendte modstandere fra Polen og Rusland. Og så skal de nære sociale relationer passes på Facebook.
Johnny har haft overskud til at engagere sig i beboerrådet på Mariested, der drager omsorg for, at beboerne bliver hørt om f.eks. fælles regler, menuplaner, udflugter, fester og andre sociale aktiviteter.
Selv om Johnny er i godt humør og super tilfreds med sin hverdag, er han i takt med sit psykiske overskud blevet bevidst om, at han skal videre.
I et trygt miljø bliver Johnny i samarbejde med personalet vejledt i, hvordan han kan forbedre muligheden for at leve et meningsfuldt og selvstændigt liv.
Johnny drømmer om, at han snart kan flytte i egen lejlighed i byen og arbejde i cirka fire timer om ugen.
Lederen af Mariested, Charlotte Abildgaard Jensen og socialpædagog Lene Kronborg kan med glæde konstatere, at der næsten ikke opstår konflikter blandt beboerne og personalet stort set aldrig må ty til magtanvendelse.
- Når personalestaben på 47, har det godt med hinanden smitter det uvægerligt af på beboerne.
- Vi har et trofast, loyalt og vedholdende personale, hvor det ikke er ualmindeligt at fejre årtiers jubilæer for deres ansættelser, siger Charlotte, der selv har været leder af stedet i godt ti år og Lene Kronborg har haft sin daglige gang på Mariested i syv år.
Fremtiden
Charlotte og Lene ser ikke for sig, at de i fremtiden kommer til at mangle ”kunder”.
- Borgere, der bor hos os, bliver stadig yngre og med stigende sociale diagnoser som de sårbare unge kæmper med, kan det let resultere i at det vil forfølge flere, når de bliver ældre, siger Charlotte og Lene.