Mange ringer om sæler når der er ferie

I efterårsferien får sæler 1812 til at gløde - men sælerne er utroligt sjældent i nød

15. oktober 2019 kl. 09.40

Antallet af opkald til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 stiger altid markant i ferierne. Særligt ensomme sæler på stranden kan virke som et underligt syn, men sælerne er sjældent i nød, bare fordi de er alene.

Det oplyser Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.

- Når skolerne lukker, begynder telefonerne at gløde hos Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812. Det er nemlig nu, at folk har tid til at gå lange ture i naturen, og derfor opdager de flere dyr end til hverdag. I uge 42 har der i gennemsnit været 53 henvendelser om sæler over de sidste tre år. Dette står i kontrast til uge 41, hvor der i gennemsnit er 23 henvendelser om sæler i 2016, 2017 og 2018, oplyser de.

- Det er tydeligt at mærke på telefonerne, når skolerne har ferie. Så har folk tid til at gå en tur på stranden, hvor der samtidig er rigtig god sandsynlighed for at spotte sæler. Sælerne ligger midt i det hele, og det er et underligt syn for mange mennesker, som tror, at sælen må være i nød, siden den er endt dér helt alene. Det vigtigste er dog at holde god afstand til sæler, da de er vilde dyr, der vil finde det truende, hvis et menneske nærmer sig, oplyser Camilla Jensen, der er leder af Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812.

Ofte er sælerne slet ikke i nød, når de ligger alene. Hun forklarer:

- Sæler har også brug for at hvile sig. Så kommer de op og lægger sig på stranden, på havnen eller på nogle sten for at hvile. Sæler opholder sig ikke i havet hele tiden.

De fleste opkald kommer fra danskere der er bekymrede for sæler, der ligger alene på stranden.

- Vi forklarer altid folk som det første, når de ringer, at det er helt normalt for sæler at hvile sig på land. Det er dog ikke ensbetydende med, at der ikke kan være noget galt, men vi oplever, at i langt de fleste sager har sælen det fint. Hvis der er noget galt, vil sælen have synlige sår eller være meget tynd, oplyser Camilla Jensen.

Hvis sælen har tydelige sår, skader, eller er meget tynd og afkræftet, er det dog vigtigt at ringe 1812, hvor vagtcentralen kan vejlede ud fra sælens tilstand, hvorvidt den er i nød. Hvis det vurderes, at sælen har brug for hjælp, tages der kontakt til Naturstyrelsens vildtkonsulenter, som endeligt beslutter, hvad der skal ske med sælen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste