Mange nordjyske kørekort får klip
I denne uge er der igen masser af fartkontroller, oplyser Rigspolitiet
FREDERIKSHAVN: Med 6.779 klip i kørekort ligger vi nordjyder på en solid fjerdeplads, når det handler om overskridelser af hastigheder, der i 2017 førte til klip i kørekortene.
Det viser nye tal fra, som Rigspolitiet netop har offentliggjort samtidig med, at Rigspolitiet gør opmærksom på, at der i denne uge er specielt fokus på fartkontroller over hele landet.
Og de nye tal viser, at der er noget at komme efter.
- Der er for høj fart i omkring halvdelen af dødsulykkerne på vejene, så farten har en enorm betydning for vores sikkerhed, når vi færdes i trafikken. Derfor er det vigtigt, at vi får flere til at holde øje med deres fart og sænke den, hvis de kører for stærkt, siger Mogens Kjærgaard Møller, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.
Politiet vil i løbet af ugen sætte ind med kontrol med fotovogne samt mobile kontroller, hvor betjente på motorcykel og i bil holder øje med de bilister, der har en lidt for tung speederfod.
For høj fart er et af politiets hovedindsatsområder sammen med uopmærksomhed og spritkørsel.
- Vi ved, at politiets fartkontrol får flere til at respektere fartgrænserne. Det er vigtigt, da der er for høj fart i omkring halvdelen af dødsulykkerne i trafikken. I bund og grund handler det om, at flere kommer sikkert hjem, hvis flere letter foden lidt fra speederen, siger vicepolitiinspektør Arne Martinsen fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.