Mange gode arbejdspladser

Men der er også smuttere og dem følger Jobpatruljen op på

15. juli 2018 kl. 08.20

FREDERIKSHAVN: Jobpatruljen har været på sommervisit i Frederikshavn og talte her med 55 unge på områdets arbejdspladser.

Og samtlaerne viser, at arbejdsforholdene langt de fleste steder er i orden.

Men Jobpatrulje-folkene møder stadig unge under 18 år, der ikke har fået en ansættelseskontrakt, der ikke får overenskomstmæssig løn, der ikke får løn under sygdom - eller som selv skal finde sin afløser under sygdom.

- Der er heldigvis en del arbejdsgivere, der har godt styr på reglerne for ansættelse af unge under 18 år. Men selv om vi nu i årevis har delt foldere ud og informeret arbejdsgiverne, er der stadig arbejdsgivere, der ikke har sat sig ind i, at der gælder særlige regler, når man ansætter unge under 18 år, fortæller jobpatruljekoordinator Lene Hürdum Qvist.

Besøget i Frederikshavn endte med at 20 sager blev sendt til faglig opfølgning - det vil sige, at det er sager, der ikke bare kan klares med en folder.

Det er typisk sager, der handler om unges arbejdstid - enten at de har for lange arbejdsdage, eller at de eksempelvis arbejder om aftenen.

Tunge løft er også et stort problem i Frederikshavns-området, og endelig har der været problemer med lønnen - og med løn under sygdom.

- For mange af de unge er sommerferie-jobbet deres første rigtige job med løn, og det skal jo gerne være en god oplevelse. Og her kan en god snak og en folder om reglerne gør en forskel for både arbejdsgiveren og for de unge medarbejdere, slår Lene Hürdum Qvist fast.

En af de unge fritidsjobbere, der fik besøg af jobpatruljen, er 17-årige Sophie Nyholm Andersen, der arbejder i Scandic The Reef.

Hun havde aldrig hørt om Jobpatruljen men syntes, det var helt fint at få besøg af Jobpatrulje-aktivisterne.

- Jeg har været her i tre år og arbejder ved siden af, at jeg netop har færdiggjort 1.g. på Handelsskolen.

- Det er en god arbejdsplads, forklarer Sophie Nyholm Andersen, mens Jobpatrulje-aktivist Jonas Klarskov Christiansen tager noter.

Sophies arbejdsgiver, hoteldirektør Marianne Bredevang, Scandic Frederikshavn, er glad for besøget.

- Vi har ordnede forhold og vil gerne vise det frem.

- Faktisk er Scandic Danmark blevet kåret som Danmarks bedste arbejdsplads af Great Place To Work - og som den tredjebedste i Europa. Og den slags titler forpligter jo, forklarer Marianne Bredevang, der i højsæsonen har 180 ansatte på hotellet - heraf ca. 10 under 18 år.

- Vores medarbejdere fortsætter ofte med at arbejde hos os, når de er fyldt 18, så derfor er her ikke så mange helt unge. Til gengæld har vi en del mellem 18 og 21 år, fortæller Marianne Bredevang.

Bag Jobpatruljen står Lo-forbundene og især fagforeningerne HK og 3F.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste