Billede beskrivelse

Majbritt og Morten fik en god ide: Hjemløse-tilbud er nu blevet indviet

05. marts 2023 kl. 15.01

Onsdag d. 1. marts blev Dannebrog for første gang i mange år hejst på Kildemarken 2 i Sæby. Anledningen var et åbent hus-arrangement, der skulle markere åbningen af et herberg for midlertidige hjemløse.

Naboer, medarbejdere, kolleger, samarbejdspartnere og andre interesserede var i stort tal mødt op for at gratulere og tage det nye bosted i øjesyn.

For nogle måneder siden fik Majbritt Gaardbo og Morten Pedersen fra Frederikshavn en idé om at etablere et botilbud for hjemløse, men de havde ikke haft held med at finde egnede lokaler i Frederikshavn eller nærmeste omegn.

Billede beskrivelse

Da Morten Pedersen luftede idéen og sit behov for plads for sin revisor, blev der etableret kontakt til Jørgen Vangsgaard, der ejer en egnet bygning på hjørnet af Kildevej og Kildemarken i Sæby, som han ikke i nævneværdig grad gjorde brug af.

Jørgen Vangsgaard er glad for, at huset fremover vil kunne give tag over hovedet til sårbare personer, der af en eller anden grund har behov for omsorg og en tryg base, hvorfor han ikke var sen til at indgå lejemål med Majbritt og Morten.

Billede beskrivelse

Bygningen på 370 kvm har indtil for cirka 15 år siden huset en tidligere døgninstitution, der var ejet og drevet af det hedengangne Nordjyllands Amt.

De seneste par uger er det gået stærkt med at få den store bygning shinet op med maling og forbedringer, så der kan bo op til otte personer på hvert sit værelse med tilhørende fælles opholdslokaler og køkken. Da institutionen har åbent 24/7 er der ligeledes indrettet en vagtstue til personalet.

Billede beskrivelse

Den første borger flytter allerede ind d. 2. marts. For at komme i betragtning til at bo på herberget skal man jfr. serviceloven visiteres til stedet af den enkeltes hjemstedskommune.

Værtsparret ser nu frem til at få huset gjort helt færdig, så de kan komme i gang med at gøre en forskel for de første otte borgere.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste