Billede beskrivelse

Magt og politik i skolegården

De to lektorer og byrådsmedlemmer Anders Broholm (V) og Anders Brandt Sørensen (S) har sammen skrevet en bog om nærdemokratiet i kommunerne

09. juli 2017 kl. 06.00

De er begge lektorer og underviser i samfundsfag på Frederikshavn Gymnasium og HF-kursus. De sidder begge i Frederikshavn Byråd. De hedder begge to Anders, og nu har de skrevet en lærebog sammen. Anders Brandt Sørensen (40) og Anders Broholm (33) kan tilføje "forfatter" på CV’et.

"Byrådet - magt og politik i baghaven" er titlen på bogen, der er en lærebog målrettet undervisningen i samfundsfag, men også en bog, som mange andre kan have glæde af.

Tæt på borgerne

Timingen for udgivelsen er velvalgt her et halvt år før næste kommunalvalg, og de to samfundsfagslærere indrømmer gerne, "at de selv havde brug for sådan en bog".

- Det er lige nu og det næste halve år, at kommunalvalget bliver interessant rundt omkring på ungdomsuddannelserne. Imellem valgene er interessen ikke så stor, men vi håber faktisk, at bogen kan være med til at øge interessen for arbejdet i et byråd. Det er ofte lidt overset, men det er i byrådene, velfærden udmøntes lokalt, og det politiske drama findes i alle kommuner, siger Anders og Anders med én stemme.

Grønspættebog for politikere

I bogen tager de læserne i hånden og giver en grundig og let forståelig introduktion til nærdemokratiet. Fra opstilling af kandidater over valgkamp, fordeling af mandater, vælgernes adfærd til konstitueringerne og forholdet mellem politikere og embedsmænd til budgetlægning og fordeling af vederlag. Og meget mere.

På den led er bogen også ideel som "grønspættebog" for byrådskandidater og nyvalgte byrådsmedlemmer.

Hvert kapitel afsluttes med en håndfuld opgaver, som elever og læsere i det hele taget kan lege med og på den måde blive klogere på egen kommune.

- Det er værktøjer, som lægger op til, at man lærer sin egen kommune bedre at kende. Kommunalpolitik er der, hvor borgerne kan få stor indflydelse, så vi håber, at bogen kan inspirere til et feltarbejde med vælgerne, siger Anders Broholm. Der sine kun 33 år til trods har stor erfaring med såvel byrådsarbejde (2006-2014), regionen (2006-2009) og Folketinget, hvor han flere gange har været stedfortræder.

Lektorer og politikere

Bogen er først og fremmest skrevet med lektorernes pen.

- Når vi underviser, er vi ikke politikere. Vi er ligeglade med, hvad eleverne mener, og vi er vant til at jonglere med de to kasketter. Fagligheden er vores udgangspunkt, siger forfatterne.

Når det er sagt, er det en af bogens styrker, at de begge også er politikere, og har kunnet supplere teorien med eksempler fra den politiske hverdag. Blandt andet med en del lokale cases, der understreger deres pointer.

"Kuppet i Understed" i 2009, hvor et spinkelt rødt flertal dagen efter valget smuldrede, da SF konstituerede sig med Venstre og Konservative, er kort nævnt som eksempel på en konstituering med partier, man normalt ikke har et politisk slægtskab med.

Et andet lokalt eksempel er budgetlægningen i Frederikshavn Kommune i efteråret 2013, hvor Socialdemokraterne, SF og løsgængeren Jette Toft lavede budget uden om borgmester Lars Møller (V), der måtte læse om det i dagspressen.

Ideologi og personlig kemi

- I lokalpolitik er det ofte den personlige kemi og lokale forhold, der spiller ind. Vi er endnu ikke vokset sammen som én stor kommune, men hører stadig om storebror-lillebror-forholdet mellem de tre gamle kommuner, men det er lidt sjovt, at de seneste to borgmestre i Frederikshavn Kommune (Lars Møller og Birgit Hansen, red.) begge kommer fra Dybvad-området, siger Anders Broholm.

At Anders og Anders i byrådet repræsenterer hvert sit parti, har ikke bremset skrivelysten eller processen. Tværtimod.

- Vi ved, hvor vi har hinanden politisk og diskuterer næsten aldrig politik, men det er en fordel, at vi har hvert sit udgangspunkt, siger Anders Brandt Sørensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste