Billede beskrivelse

Madaffald behandles og bliver genbrugt

Alt indsamlet madaffald får en karruseltur i en kæmpestor centrifuge, inden det bliver kørt videre en række forskellige biogasanlæg

27. august 2018 kl. 16.20

FREDERIKSHAVN: En 3.000 kvadratmeter stor hal rejser sig i den kommende tid hos Forsyningen på Vendsysselvej i Frederikshavn.

Hallen kommer til at rumme en 4 meter høj centrifuge, hvor madaffald indsamlet i hele kommunen fremover skal finsorteres.

Skraldebilerne leverer løbende madaffaldet til det nye behandlingsanlæg.

Her får affaldet en tur i den store centrifuge, forklarer direktør i Frederikshavn Affald A/S, Tore Vedelsdal.

- Vi kører madaffaldet op i centrifugen og tilsætter vand. Man kan sammenligne centrifugen med tromlen i en vaskemaskine, der er fyldt med en masse små huller.

- Når centrifugen arbejder, bliver vand og madaffald slynget ud af hullerne, mens plastposer og anden emballage bliver holdt tilbage i tromlen.

Turen i centrifugen betyder, at man må aflevere for eksempel en halvfyldt ketchupflaske af plast i affaldsbeholderens rum til madaffald.

- Indvendigt i centrifugen sidder en række store knive, som findeler for eksempel plastflasker og makreldåser.

- Det betyder, at du fint kan aflevere emballage med madrester i rummet til madaffald. Emballagen bliver nemlig holdt tilbage i tromlen, mens madaffaldet bliver vasket ud, pointerer Tore Vedelsdal.

Blandingen af vand og madaffald ender som en tyk vælling, kaldet pulp, der er sprængfyldt med energi.

Pulpen bliver kørt til forskellige private biogasanlæg, hvor den bliver omdannet til el, varme og brændstof.

Det er der god økonomi i, og det er med til at holde prisen på indsamling og håndtering af affald nede.

Det nye behandlingsanlæg er dimensioneret, så det ud over private husstande også kan aftage madaffald fra storkøkkener, fødevareindustrien og eventuelt andre kommuner.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste