lystfiskerspalten juni
Planlægning af ferien er nok i fuld gang hos de fleste - husk at få fiskestangen med. Uanset om du tager til udlandet eller bliver herhjemme i Danmark er der ofte søfiskeri i nærheden. Børn holder af at fiske, og søfiskeri efter aborrer og skaller kræver ikke megen viden eller grej. Se bare den herlige gut på billedet som fik en fin aborre da han var med sin far på kanotur.
Opgangen af havørred i vores vandløb er snart i fuld gang - og de første fisk er altid flotte. Dog mangler vi endnu at høre om den første. Men det kan ikke vare længe - den første bliver normalt fanget inden Sct. Hans.
Trist er det havørrederne ikke kan komme forbi ved den gamle Sæby vandmølle. Det hjælper ikke meget at der laves regler på området når ansvarlige myndigheder ikke kan realisere visionerne.
Mange lakse- og ørredfiskere tager til Norge på fiskeri om sommeren. Således er der også i år et par fluefiskere fra lystfiskerforeningen i Frederikshavn der tager til Mandalselven.
Den 11. maj blev der igen udsat fisk i Elling, Skærum og Bangsbo Å, i alt 21.300 stk ørredyngel - klækket i dambrug her i vinter. 15 mand i gummistøvler og med spande var i gang.
Yngelen blev hovedsagelig udsat i de små tilløbsbække, hvor de kan vokse op under beskyttede forhold. Desværre er det nødvendigt at hjælpe fiskebestanden - naturen kan ikke klare formeringen selv. Gydeforholdene er for dårlige da der er meget sandvandring i vandløbene - gydebankerne sander til. Efter arbejdet var der fællespisning i lystfiskernes klubhus i Århusgade.
Kender du "Skallen", det er en lystfisker-forening som mestrer fiskeri i børnehøjde og som laver mange arrangementer. Følg dem på facebook "Medeklubben Skallen" så kan du holde dig opdateret hvis du har børn / børnebørn der gerne vil fiske. Allerede nu er der planlagt flg. Arrangementer:
• Den 10.06 - Ny Thorup Fiskepark.
• Den 16.-17.06 - Stand på Hjørring Dyrskue.
• Den 24.06. Bejts Vænge / Svanelunden i Hjørring.
...... og senere på året følger andre arrangementer. De har grej som børnene kan låne og der er hjælpere med - og de kan noget med børn. Og børn under 18 år behøver ingen fisketegn.
Nye muligheder
I 2016 blev det gamle dambrug ved Studsbjerg i Skærum Å fjernet for at forbedre fiskenes vandring i åen. Det har skabt et helt andet område som i dag giver dyr og planter nye muligheder for at spredes. Derfor er der:
Vandretur i Skærum Ådal den 13. juni kl 19-21.30. Mødested: P-pladsen i Katsig Bakker, Katsigvej
Medarbejde fra kommunens Teknik- og Miljøafdeling vil være til stede. Arrangør er kommunens naturvejleder Bo Storm og Lystfiskerforeningen. Husk gummistøvler - det kan være vådt på turen.
-hilsen von Angler, som gerne bringer din fiskehistorie Tlf.: 29937692 eller h.v.jakobsen@webspeed.dk