lystfiskerspalten i august
Ved Åsted Å - eller Ravnshøjbækken, som nogle kaldte den i gamle dage - har der engang været en vandmølle ved Ravnsholtvej lidt sydvest for Åsted.
Møllen blev nedlagt for mange år siden, og der blev etableret en fisketrappe, så vandrefisk kunne passere. Ikke bare ørreder, men også ål og lampretter. Fisketrappen har aldrig virket optimalt og har også flere gange været skadet af frost.
Kommunen har derfor lavet et omløbsstryg. Det vil sige at højdeforskellen mellem mølledam og åen udjævnes. Den lille mølledam bevares på grund af landskabsværdien, men åen løber nu udenom. Fisketrappen bevares også, idet overskudsvand fra mølledammen skal kunne løbe ud i åen - men fiskene skal nu svømme udenom trappen. Det må man så håbe, de kan finde ud af.
Den lille å har ikke længere ret stor fiskemæssig værdi for lystfiskere, ikke mange fisker der - men er vigtigt opvækst- og gydevand for havørreden, som nu frit kan vandre til gydepladserne ovenfor Åsted mølle. Og dem er der flere af længere oppe i systemet. Vandet i den lille å er nemlig koldere end i Skærum å - og det kan fiskene godt lide. I åerne i Vendsyssel er der ikke mange kilder i bunden, men det er der i Åsted Å - derfor er vandet koldt.
Som følge af det fine omløbsstryg forventer lystsfiskerforeningen i Frederikshavn en fremgang i ørredbestanden i hele vandsystemet, da Åsted Å løber sammen med Skærum Å nordøst for Kvissel lidt efter det nu nedlagte Sysselhaven teglværk.
Med til historien hører også, at der engang - lidt efter Åsted Mølle - var et dambrug. Inde i træerne nord for broen ved Ravnsholtvej kan man stadig se spor efter de gamle jorddamme.
På billederne kan man se det igangværende arbejde, som nok er afsluttet, når disse linjer læses.
-hilsen von Angler, som gerne bringer din fiskehistorie i Lokalavisen.
Kontakt tlf.: 29937692 eller h.v.jakobsen@webspeed.dk