Billede beskrivelse

Lucas på 15 år yngste dommer i Cup No. 1

Den unge københavner har ambitioner om at dømme i Superligaen

17. juli 2017 kl. 08.00

15-årige Lucas er yngste dommer i Cup No.1

Det kan være et ualmindeligt hårdt job at være fodbolddommer. Man skal stå model til lidt af hvert, og mange vil sikkert betakke sig. Det gælder dog ikke Lucas Ilsted, der i sidste uge dømte kamp efter kamp i Cup No. 1. Faktisk slet ikke, for han har nemlig en drøm om en gang at gøre dommergerningen til en karriere, og selv om han kun er 15 år, så har han allerede lagt planer for, hvordan den kage skal skæres:

- Jamen, jeg har selv spillet fodbold og var også okay til det. Men jeg fandt ud af, at jeg hellere ville være dommer, og så er det jo bare om at komme ud at øve sig. Min drøm er på sigt at blive superligadommer, og så skal man starte tidligt.

Lucas Ilsted bor til daglig i København og er ved at gøre sig klar til at starte i 9. klasse på Den Classenske Legatskole. Og så kan man undre sig over, at en 15-årig dreng pludselig dømmer fodboldkampe i Frederikshavn. Men det er nu logisk nok:

- min far er også dommer, og i øjeblikket arbejder han som reservekaptajn på Flådestation Frederikshavn. Han blev for et stykke tid siden kontaktet af DFU - Dansk Fodbolddommer Union - med henblik på at dømme i Cup No.1. Og så fortalte han dem, at jeg også var interesseret. Og derfor er jeg her.

Lucas Ilsted brænder tydeligvis for sin dommergerning, men han ved godt, at tjansen har sine udfordringer:

- Når du er til en cup som denne, så er det rigtigt hårdt at være dommer. I går havde jeg for eksempel fem kampe i træk, og derfor har jeg fået overanstrengt min lægmuskel. Men så er der også mange, der ikke rigtigt tror på, at man kan have lederskab, når man kun er 15 år. Når man for eksempel kommer ud til en U-16 kamp og skal dømme den, så er der nogen, der tænker, at det er han ikke parat til.

- Men så forsøger jeg bare at bevise, at jeg sagtens kan det, jeg skal kunne. Og så plejer det at gå godt, slutter Lucas.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste