Lokalradioen kickstartede karrrieren
Mine fantastiske år i mediebranchen startede i Frederikshavn, lyder det fra Jesper Hæstrup Aagaard Jensen
KOMMUNEN: Alting har sin begyndelse - og sådan er det også for Jesper Hæstrup Aagaard Jensen.
Han var kun 14 år, da han i 1980 startede sin drømmekarriere inden for mediebranchen.
Det hele begyndte på lokalradioen i fødebyen Frederikshavn.
Byen havde på det tidspunkt to lokalradioer, og der var naturligvis en kamp om de fleste lyttere.
Jesper havde en interesse i teknikken, men blev senere en populær studievært.
- Mangfoldigheden var stor på lokalradioen ”Kanal 1” da jeg startede, men med tiden blev radioen mere og mere mainstream. fortæller han i taleprogrammet på den nuværende lokalradio FCMR 28. september kl. 18.
Jesper husker ikke sin skoletid som en god tid, men endte alligevel med fire års uddannelse hos NS System i Frederikshavn. På radioen lavede han utallige reklamespots, og lærte at sælge varer med stemmen.
I år 2000 flyttede han sammen med sin senere hustru Randi til Viborg, hvor han blev ansat som medarbejder på “Radio Viborg”.
I 2004 blev han ansat på TV2, som producer og speaker mellem udsendelserne på TV2 Charlie.
Parret flyttede igen til Viborg, hvor han blev ansat som musikchef på “Radio Viborg” i fem år.
- Den succes vi fik på “Radio Viborg” skyldes ikke mindst, at vi var aktive på Facebook, hvor man nu kunne sende levende billeder. Derefter lavede jeg mit eget firma “Earvox”. Her lavede vi reklameindslag til biografer og radioer, fortæller Jesper videre.
Senest har han også startet en netradio for en bestemt lytterskare, kvinder over 50 år, og den selektion er nødvendig i dag, fortæller Jesper Hæstrup Aagaard Jensen, der i udsendelsen også ser på Frederikshavn, som den ser ud i dag, og om han kunne finde på at flytte til Frederikshavn igen.
Det er studievært Gitte Hansen, der byder inden for til programmet med Jesper Hæstrup Aagaard Jensen.