Billede beskrivelse

Lokalplan for Sæby Bakker i høring

Det er nu du skal til tasterne, hvis du har indsigelser på bedding

03. juni 2021 kl. 14.00

HVIS MAN har lyst til at ytre sig om planerne for byggeriet i Sæby Bakker, så er det nu man skal til tasterne.

Frederikshavn Kommunes Byråd har nemlig lagt lokalplanforslaget ud i offentlig høring frem til 28. juni.

De høringssvar, man får, vil så efterfølgende indgå i vurderingen af projektets videre færd i det politiske system.

Planforslagene er udarbejdet for at skabe mulighed for at udvikle områdets ca. 15 hektar til et attraktivt boligområde med blandede boligtyper i form af åben/lav-, tæt/lav- og etageboliger.

Området kan rumme 360 ny boliger fordelt over flere sammenhængende boligklynger, adskilt af grønne kiler.

De grønne kiler vil fungere som opholdsarealer for områdets beboere, tværgående stiforbindelser i området og samtidigt er kilerne med til at sikre udsigt mod de omkringliggende landskaber.

Billede beskrivelse

Størstedelen af boligbebyggelsen i området må alene opføres i én etage, dog kan en mindre del af den tæt/lave boligbebyggelse mod øst samt dele af den åben/lave boligbebyggelse mod nord opføres i 2 etager.

Etageboligbebyggelsen, der skal opføres længst mod vest, skal opføres som terrassehuse med variation i etageantal, således at kun en del af bebyggelsen må fremstå i op til 4 etager plus tagterrasse.

Indsigelser i vente

Efter planen skal vejadgangen til området skal ske fra Langtvedvej - og det er særlig det element, der har fået læserbrevsskribenter til tasterne her inden den offentlige høring.

Det er derfor også forventeligt, at det er det element, der vil komme flest indsigelser imod i den offentlige høring.

Billede beskrivelse

Kommunen planlægger at indgå aftale med grundejerne om helt eller delvist finansiering af infrastrukturanlæg, som skal etableres i eller uden for lokalplanområdet for at virkeliggøre planlægningen, der giver udvidede byggemuligheder.

Der gælder en aftale om finansiering og udførelse af trafikanlæg på Langtvedvej, startende ud for matr. nr. 6ab Langtved By, Volstrup og frem til fremtidig Johannes Poulsens Vej.

Nye vejanlæg kan rummes inden for vejens skel.

Vejanlæg omfatter 1,5 m asfalteret fortov uden kantsten i østlige side af vejen, 2 minus 1 vej med en kørebane bredde på 3,0 m og cykelbaner på hver 1,0 m.

Helhedsplan

For at skabe et sammenhængende område vil Frederikshavn Kommune via arbejdet med Helhedsplan for Sæby Nord forestå etablering af vejanlæg fra projektområdet til syd for Nellemanns Have.

Billede beskrivelse

Formanden for Nellemanns Haves Venner, Hans Rødsgaard-Mathiesen har sammen med flere ytret sin bekymring for bl.a. adgangsvejen til området og opfordrer nu alle til at give sin mening til kende ved at skrive et høringssvar til kommunen.

- Vedtages lokalplanforslaget, som det ser ud lige nu, vil det medføre voldsomme trafikale og støjmæssige gener i hele det nordvestlige Sæby. Lokalplanen giver mulighed for, at der kan opføres 360 nye boliger i området. Alle boliger skal bruge den samme adgangsvej, nemlig Langtvedvej, understreger Hans Rødsgaard-Mathiesen og fortsætter:

- Når byggeriet er færdigt, vil det give en døgntrafik af biler på omkring 2.000. Det er Langtvedvej slet ikke beregnet til. Samtidig skal vejen være skolevej for de mange børn, der kommer til at bo i området. Det er meget utrygt, selvom man vil markere et gå- og cykelfelt på vejen.

- I selve byggefasen, som vil strække sig over flere år, vil der være en yderligere voldsom trafik og støj fra entreprenørmaskiner, lastbiler med byggematerialer og håndværkerbiler. Et forsigtigt skøn siger ca. 100 biler pr. ejendom, der opføres. Det vil give omkring 36.000 tunge køretøjer oveni biler fra de beboere og øvrige trafikanter, der færdes ad Langtvedvej.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste