Billede beskrivelse

Lokale grøntsager sælges i supermarkedet

07. august 2017 kl. 06.00

FREDERIKSHAVN: De sprøde spidskål og rødbeder, velduftende krydderurter og lækre gulerødder og kartofler fra Knifholt Naturbrug ved Knivholt Hovedgård kan nu også købes hos Meny på H. C. Ørstedsvej.

Den første leverance fra naturbruget blev i fredags afleveret til souschef Tina Thomsen fra Meny, der har lovet, at det bliver tydeligt for kunderne, hvilke grøntsager der er dyrket lige i nærheden.

- Vi glæder os over at kunne tilbyde kunderne et godt sortiment af lokalt avlede grøntsager og krydderurter, hvor der ikke går mange timer fra høst på marken og til varerne er på hylderne i butikken. Samtidig er Knifholt Naturbrug fleksible og kan hurtigt levere ekstra grønt, når det er nødvendigt, siger Tina Thomsen.

Knifholt Naturbrug drives af en socialøkonomisk forening, der ud over grøntsagsdyrkningen har til formål at hjælpe mennesker tilbage på arbejdsmarkedet. Det betyder eksempelvis, at de ansatte ud over den daglige driftsleder er mennesker i flexjob, i virksomhedspraktik og flygtninge i sprogpraktik.

- Det giver meget mening for vores medarbejdere at dyrke markerne og se alle afgrøderne vokse frem, til de kan høstes, og de er enormt engagerede i arbejdet og kommer gerne på job på skæve tidspunkter, når vejret for eksempel giver de bedste betingelser for såning eller høst, fortæller driftsleder John Mathiassen fra Knifholt Naturbrug.

Grøntsagerne dyrkes efter økologiske principper og metoder. Naturbruget kan dog endnu ikke kalde sig økologiske, fordi markerne først skal være dyrket økologisk i to hele år, så det endelige røde ø-mærke kan først tages i brug næste sæson. Ud over det nye salgssted Meny kan Knifholt Naturbrugs grøntsager også købes i gårdbutikken på Knivholt, der har åbent alle hverdage.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste