Lokal kunst på juletræet
Samlerobjekt: Lars Hansen fra Lædermagasinet har indgået en julekugle-aftale med Brink Nordic
Vi er endnu ikke kommet helt ud af sommertiden endnu, men derfor skal man jo være godt forberedt på den stundende højtid, som det hed, da Canal Wildcard bjergtog os seere for snart mange år siden.
For når man er aktiv og sætter ting i gang, så er det også vigtigt at være mange skridt foran tiden, for at få alt på plads.
Sådan er det hos Lars Hansen i Lædermagasinet, som de seneste tre år har haft en ganske stor omsætning af Brink Nordic julekugler.
Og netop nu er der landet julekugler i kassevis i Lædermagasinet - flere end de tidligere år. Og det er der en meget god, lokal grund til.
Årets Brink Nordic julekugle i Lædermagasinet er nemlig skabt af den lokale kunstner Rikke Pape og viser byen i formenfuldendt streg.
- Jeg synes det var oplagt at få en lokal julekugle - og jeg var så heldig at Rikke Pape med det samme sagde ja til opgaven, fortæller Lars Hansen.
Og han er ikke uden grund stolt over at kunne præsentere den første rigtigt håndlavede Frederikshavner-julekugle skabt i samarbejde med Brink Nordic.
- Brink Nordic er kendte for deres flotte juleornamenter. Udover at vi i forvejen sælger deres smukke og populære julekugler, så bruger vi også Brink Nordic julekugler til at julepynte butikken med, siger Lars Hansen.
Salget af julekuglen vil samtidigt hjælpe en af Frederikshavns lokale frivillige organisationer.
I år doneres således 10 procent af salget videre til Barnets Blå Hus i Frederikshavn, som støtte til deres arbejde med at hjælpe unge, der har brug for hjælp.
- Næste år er det så en anden organisation, der vil modtage støtte, siger Lars Hansen og røber dermed, at tanken om en lokal julekugle ikke stopper ved 2021.
- Vi vil gerne lave en ny lokal julekugle hvert år, som vi selvfølgelig håber på vil blive et samlerobjekt.
- Tanken er at få en lokal kunstner til at lave nyt motiv år efter år og så udvælge en lokal velgørenhedsorganisation som modtager 10 procent af salget, siger Lars Hansen, som så småt er begyndt at pakke kasserne fra Brink Nordic ud.
- Men vi venter altså lidt med at julepynte butikken, siger han med et smil.