Lokal Inspiration bliver til VÆRSGO
1. november slår Danmarks nye livsstilskæde dørene op i Frederikshavn
Onsdag den 1. november slår Danmarks nye livsstilskæde dørene op i Frederikshavn. Navnet er VÆRSGO, og kæden vil forene den gode isenkræmmer med den lækre designbutik og den fristende gavebutik. Og gøre det med et stærkt lokalt fokus.
Din lokale Inspiration ændrer snart navn til VÆRSGO og bliver endnu mere lokal. Den nye livsstilskæde slår dørene op onsdag 1. november og skal være et stærkt alternativ til eksisterende isenkræmmerkæder og livsstilsbutikker.
VÆRSGO vil fokusere på det nære og lytte til de behov, der er lokalt. Derfor vil den enkelte butikschef også få et større ansvar og råderum i forhold til produkterne i butikken og i forhold til markedsføringen. Det betyder blandt andet, at sortimentet vil være lokalt tilpasset, så der både kan være hotte, upcoming brands og mere lokale produkter alt efter, hvad der er behov for i området.
For alle butikker i den nye livsstilskæde gælder det, at kunderne skal vindes lokalt ved blandt andet at gøre den lokale butik til en attraktiv destination på shoppingturen. Den tanke glæder Lone Jensen, butikschef i den kommende VÆRSGO i Frederikshavn:
- Jeg har armene oppe. Det er et super spændende koncept. Jeg glæder mig til at skulle være mere købmand igen og få lov til at tage leverandører ind, som der er stor interesse for her oppe, siger Lone Jensen og tilføjer:
- Der er selvfølgelig forskel på, hvad kunderne i forskellige dele af Danmark køber, så jeg glæder mig til at indrette vores butik med lokale tilpasninger og specialiteter, som vores kunder efterspørger. Vores kunder kommer til at opleve nye, spændende ting, og jeg vil helt sikkert også tage dem med på råd.
Ambitionen for VÆRSGO er at blive en ny, frisk destination for alle, der går op i madlavning, design og boligindretning. Kæden vil forene den gode isenkræmmer med den lækre designbutik og den fristende gavebutik, og i butikkerne finder du derfor alle de stærke brands, du kender, og bliver overrasket med spændende fund og sæsonaktuelle nyheder. Hos VÆRSGO skal man kunne købe både gaver, gastronomi og godt design, men også hverdagsluksus, selvforkælelse og gode basisvarer.
I første omgang kommer VÆRSGO til at bestå af 20 butikker, og som kunde vil du allerede nu kunne opleve, at din nuværende Inspiration-butik så småt bliver omdannet. Sammen med de 20 butikker er det tillige planlagt at åbne yderligere fire VÆRSGO-butikker.