Billede beskrivelse

Lønmodtagere samles i lokal hovedorganisation

31. december 2020 kl. 06.00

NORDJYLLAND: Der var en gang, hvor LO havde sin lokale boss i hver eneste større kommune - et samlingspunkt eller paraply over arbejderbevægelsens mange fagforeninger.

I Frederikshavn residerede i mange år Poul Erik Hansen - de sidste år i de store lokaler med mødesal med videre på Højrupsvej.

Men ligesom vi har sagt farvel til politistation i Skagen og Sæby og retssale i Skagen, Sæby og Frederikshavn på centraliseringens alter, så har LO været på samme sejlads - og nu har 110.815 medlemmer af fagforeningerne i 11 nordjyske kommuner så slået sig sammen i en ny lokal hovedorganisation FH-Sektion Nordjylland, i daglig tale FH Nordjylland.

Det er fagforeningerne i i samtlige 11 kommuner fra de tidligere organisationer LO-Vesthimmerland, LO-Thy-Mors, LO-Aalborg, LO-Mariagerfjord, LO-Brønderslev-Dronninglund, LO-Vendsyssel og FTF Region Nordjylland, som har slået sig sammen for at få en stærkere stemme over for de nordjyske politikere og arbejdsgivere.

Der er netop afholdt stiftende repræsentantskabsmøde i det nye FH Nordjylland, hvor den nye organisation blev stiftet og den nye ledelse valgt.

Mangeårige formand for LO Aalborg, Anna Kirsten Olesen, blev valgt som ny formand for FH Nordjylland.

- Vores private og offentlige arbejdspladser står overfor mange udfordringer, hvor det er vigtigt med én stærk stemme fra lønmodtagerne – for eksempel i spørgsmål om et godt arbejdsmiljø, vores velfærdssamfund og den grønne omstilling. Det er rigtig stort, at vi nu har samlet os i et større, stærkere og mere synligt fællesskab, der skal kæmpe for de nordjyske lønmodtageres arbejdsvilkår og velfærd, lyder dte fra den nyvalgte formand.

Repræsentantskabet valgte desuden halvdelen af den nye bestyrelse, 12 personer. I løbet af første kvartal indstiller de 11 nordjyske kommuneudvalg samt regionsudvalget hver deres repræsentant til bestyrelsen.

Sammen med formanden bliver den nye bestyrelse på i alt 25 personer

- LO og FTF har gennem mange år på bedste vis tjent lønmodtagernes interesser lokalt, så det er selvfølgelig lidt vemodigt at skulle sige farvel. Men vi vil stå meget stærkere sammen i det nye fællesskab, hvor vi samles på tværs af mange forskellige fagområder og på tværs af private og offentlige arbejdspladser, udtaler repræsentanter fra såvel FTF som LO i pressemeddelelsen.

Formand for FH Danmark, Lizette Risgaard, er meget tilfreds med dannelsen af den nye FH-sektion.

- Nu er FH Nordjylland en realitet og jeg vil gerne sige stor tak til de mange lokale repræsentanter - fra alle jeres medlemsorganisationer - som har været dybt engagerede i opgaven. Og en hjerteligt tak til FTF-regionen og alle de LO-sektioner, som gennem mange år har udført et kæmpe arbejde derude. Jeg er sikker på, at FH Nordjylland bliver en stærk stemme for de nordjyske lønmodtagere, siger Lizette Risgaard.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste