LO nu uden Cai
Cai Møller har overladt formandsstolen i LO Vendsyssel til Michael Bue Nielsen fra Hjørring
- Jeg bliver 66 om halvanden måned, og det skal ikke være pensionister, der laver arbejdsmarkedspolitikken. Derfor har jeg for længst meddelt, at jeg stoppede i år.
Det siger Cai Møller, der siden generalforsamlingen i Møllehuset har kunnet sætte et "forhenværende" foran på visitkortet som formand for LO Vendsyssel.
På generalforsamlingen blev han afløst af Michael Bue Nielsen fra Hjørring, der skal løfte den tunge arv efter en af fagbevægelsens veteraner, der i fire årtier har kæmpet for at forbedre forholdene på arbejdsmarkedet og sikre lønmodtagerne ordentlige arbejdsforhold.
Cai Møller blev formand for LO Frederikshavn i 2006, og har til i onsdags været formand for LO Vendsyssel siden fusionen mellem Hjørring og Frederikshavn i 2012.
Men hans interesse startede helt tilbage på Ammunitionsarsenalet i Elling, hvor han i 1979 første gang blev valgt som tillidsmand.
I 1991 blev han formand for SiD og rykkede ind på kontoret i Skippergade.
Inden fusionen, der førte til 3F, var Cai Møller skiftet til et job som kontorchef i HK, hvor han også var med til at forberede en fusion mellem Hjørring og Frederikshavn, og sideløbende har han arbejdet som selvstændig konsulent for en række virksomheder og kommuner.
Den nye formand for LO Vendsyssel, Michael Bue Nielsen, er 46 år og bor i Sønderlev ved Hjørring.
Han er uddannet tømrer og har sidste arbejdsdag som sådan nu til påske, inden han sætter sig i LO-formandsstolen på Frilandsvej i Hjørring.