Lisbeths udestue overlevede ikke

77-årige Lisbeth Olesens udestue overlevede ikke renoveringen i Engparken - nu slås hun med Boligforeningen Vesterport

24. juli 2017 kl. 07.00

Engparken har fået den helt store renovering.

De triste gule betonfacader er erstattet af nye murstenvægge i skiftende kulører. Tagene er udskiftet. Der er nye døre og vinduer overalt.

Boligforeningen Vesterport har renoveret Engparken for 118 millioner kroner, og afdelingen har fået et kvalitetsløft, der er til at få øje på.

Udefra ligner historien om Boligforeningens Vesterports afdeling 6 i det nordvestlige Frederikshavn til forveksling eventyret om den grimme ælling, der forvandlede sig til en smuk svane.

Men det er ikke alle beboere, der nyder den eventyrlige forandring.

For 77-årige Lisbeth Olesen har renoveringen udviklet sig til et mareridt, og en boksekamp med Vesterport, der er tæt på at slå hende helt ud.

Udestuen overlevede ikke

Striden handler om Lisbeths udestue, der ikke overlevede den omfattende renovering.

- Jeg havde den fineste udestue, som jeg har haft så stor fornøjelse af i mange år. Den var isoleret, og jeg kunne bruge den året rundt. Mine børnebørn sov derude, og den var fuldt møbleret, fortæller Lisbeth Olesen.

Da Lisbeths lejlighed skulle renoveres, blev udestuen taget ned og i første omgang lagt på en container med en presenning over. Senere havnede den på jorden, og da renoveringen var overstået, var udestuen så beskadiget, at den var lige til lossepladsen.

I stedet tilbød Vesterport Lisbeth en ny udestue, men den lever slet ikke op til løfterne om en udestue i samme standard.

"Glasburet" kalder Lisbeth Olesen den nye udestue. Der minder om en mellemting mellem et drivhus og en sauna, når solen skinner - og til gengæld er hundekold og umulig at varme op, når der er behov for det.

- Jeg kan ikke bruge den til noget. Hverken sommer eller vinter. Forleden målte jeg 52 grader derude. Mine havemøbler var ved at smelte. Den er ubrugelig, fortæller Lisbeth, der er skuffet over boligforeningen.

For øjeblikket står der vaskefade og samler regnvandet op midt i udestuen.

Husets tagrende er nemlig ført gennem taget på udestuen, og når tagrenden er utæt, løber vandet direkte ud i udestuen.

Sagen gået i hårdknude

Kommunikationen mellem Lisbeth og Vesterport er kørt helt i hårdknude.

Lisbeth Olesen har allieret sig med Ældre Sagen, der har været med som bisidder, og hun har også rådført sig med advokatfirmaet Horn og Lejernes LO.

Vesterport afviser, at boligforeningen har gjort noget forkert.

- Det er en uheldig sag, men vi har strukket os langt for at levere en udestue, der lever op til Lisbeths ønsker, siger direktør Steen Møller Andersen.

Han understreger, at familien selv har accepteret, den udestue, som nu er sat op ved Lisbeth Olesens lejlighed, men det afviser Lisbeth Olesen.

- Jeg bad om at se en tegning og jeg bad om en garanti, men jeg fik ingen af delene.

Fejl og mangler men...

Vesterport anerkender, at der er en række fejl og mangler ved Lisbeths nye udestue. Fejl og mangler, som vi er klar til at udbedre, den dag vi får adgang til Lisbeths lejlighed, siger Steen Møller Andersen.

Advokat Nicolaj Horn opfordrer til endnu et mæglingsmøde med boligforeningen.

På nuværende tidspunkt kan Lisbeth Olesen ikke få retshjælpsdækning. Så længe det ikke kan dokumenteres, at et mæglingsmøde ikke fører til mulighed for en mindelig løsning, tikker advokatens salær for hver time med cirka 2.000 kroner.

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg er en lille fattig lus. Jeg har haft et fantastisk liv med mine børn, men jeg har ikke kræfter til mere. Vi har haft et godt familieliv, men jeg har det også dårligt med, at min kamp med Vesterport altid skal hænge på mine børn, siger Lisbeth Olesen opgivende.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste