Lille sti til store vidder på Råbjerg Hede
Ejeren af et stort område op til Råbjerg Mile har i samarbejde med lokale naturkendere anlagt en ny sti ind over den nu åbne hede
SKAGEN: En stor del af hedeområderne på Skagens Odde, Hulsig Hede og Råbjerg Hede ejes i dag af den private fond Aage V. Jensen Naturfond. Fondens formål er blandt andet at fremme kendskabet til den danske natur, og derfor har man taget initiativ til at få etableret en sti på to kilometer ind på Råbjerg Hede. Stiens forløb er anlagt af to lokale naturkendere, Eigil Torp Olesen fra Danmarks Naturfredningsforening og Knud Pedersen fra Dansk Ornitologisk Forening. Derefter har ansatte fra Aage V. Jensens Naturfond været ude i terrænet og sætte skilte og informationstavler op, og ved starten af stien er der også sat to overdækkede bordbænkesæt op.
Forleden blev stien indviet og taget i brug, og lad mig sige med det samme. Jeg skulle have haft vandtætte sko på i stedet for mine vandresandaler selvom det ikke virker sådan i starten af stien. Når vi står der på Råbjergvej nogle hundreder meter vest for der, hvor Råbjergvej møder Lodsskovvadvej ser stien ud til at være et hjulspor gennem tør, sandet jord.
Men der er flere vådområder herude på heden.
- Mosaiklandskabet med klitsøerne er en af de flotte oplevelser herude, som vi kan se, når vi kommer lidt op på bakkerne, forklarer formanden for Dansk Ornitologisk Forening i Nordjylland Knud Pedersen og det er på alle måder en øjenåbner at stå der oppe ud kigge ud over de store vidder som i disse dage er ekstra smukke, fordi lyngen blomstrer.
I det fjerne kan man se sydsiden af Råbjerg Mile, men det kan ikke anbefales af vandre derover. Det er nemt at fare vild, og der kan være større vådområder undervejs.
I stedet skal man blive på stien og holde godt øje med de skilte, som er sat op. Den nye sti er visse steder svær at finde, men til gengæld er pilene på træstolperne nemme at få øje på.
Området er 12 kvadratkilometer i det hele, så man passerer derfor kun en lille del til gengæld ser man meget af området. Aage V. Jensens Naturfond har stillet arealerne her og på Hulsig Hede til rådighed for LIFE-projektet, som blandt andet handler om at fælde i tusindvis af fyrretræer for at få lys og luft til de hedearealer, som er Skagen Oddes oprindelige natur. Derfor har man nu de store vidder og 360 graders udsigt fra de bakketoppe, som stien passerer.
Lige nu er der masser af de velsmagende Mosebøllebær.
- Og er man interesseret i blomster er det muligt at se den sjældne Klokke Ensian blomstre, forklarer Eigil Torp Olesen.
Fugle er der også såsom traner, sortstrubet bynkefugl og stor regnspove.
- Hov hvad er det? siger Knud Pedersen, da vi igen nærmer os Råbjergvej.
- En ulvelort. Det er garanteret Vendsyssel-ulven, der har været her, tilføjer han, indsamler lidt senere ulvelorten og vil sende den ned til eksperterne på Århus Universitet, som kan DNA-teste om det er Vendsyssel-ulven, der jo er set af flere i området.
- Jeg mødte ulven 4. april ude på Grenens Nordstrand. En ulv skal man ikke være bange for. Den stoppede op 200 meter fra os men løb så væk, siger Knud Pedersen.
Ulv eller ej, så er den nye Råbjerg Hede sti et stop værd, og tanken fra de to naturkenderes side er netop, at anlægge stien tæt på Råbjergvej, så man nemmest mulig kan komme ud i området.
- Råbjergvej bruges af mange i bil og på cykel, som nu kan holde pause her og gå en tur, siger Eigil Torp Olesen og Knud Pedersen.