Lille Skagen viser sig frem
Åbne huse i Kristi Himmelfartsferien
SKAGEN: Med fire huse taget i brug og yderligere tre næsten klar til aflevering er der allerede opstået en hel lille landsby omkring Torvet i Lille Skagen.
I Kr. Himmelfartsferien er der åbent hus i prøvehusene, så alle interesserede kan opleve, hvordan deres lille bid af Skagen kunne se ud.
Husene i Lille Skagen er tegnet af LBB3 Arkitekter fra Aalbæk.
De har taget udgangspunkt i de oprindelige fiskerhuse i Skagen.
Grunden med den nedlagte folkeskole blev i sin tid købt af entreprenørvirksomheden Trigon, der også har revet de gamle bygninger ned og nu står for opførelsen af de nye Skagen-huse.
Husene bygges nu i takt med, at grundene bliver solgt.
Inden sommerferien vil der således være liv i syv huse i Lille Skagen, og efter ferien starter opførelsen af de næste boliger.
Du kan opleve husene i Lille Skagen torsdag, fredag og lørdag fra kl. 14-16.