Billede beskrivelse

Lev for det halve og få hverdagen i balance

Nanna Hyldgaard Hansen og hendes familie lagde deres liv om

24. august 2020 kl. 13.00
Opdateret kl. 13.43

Drømmer du også om at knække koden til en klimavenlig hverdag med balance i forbrug, familie- og arbejdslivet? Nanna Hyldgaard Hansen og hendes familie lagde deres liv om, kom og hør hvordan, tirsdag den 8. september, kl. 19.00, på Frederikshavn Bibliotek.

Årene, hvor man forsøger at få kabalen med familieliv og arbejde til at gå op, er for mange den travleste tid i livet. Det var det også for Nanna Hyldgaard Hansen og hendes mand, indtil de en dag – udmattede af stress – beslutter sig for at lægge deres liv om.

Idéen er enkel: At skære forbruget ned til det halve for at kunne arbejde halvt så meget. Uden at flytte ud på en ø og blive selvforsynende, uden at gå på kompromis med hverken gode råvarer eller børnenes fritidsinteresser.

Et liv i balance

I løbet af ét år rydder Nanna Hyldgaard Hansen og hendes mand op i alt unødvendigt i deres liv: Tøj og ting bliver solgt, og pengene investeret i bæredygtige aktier. De vænner sig til sjældent at købe nyt, men i stedet finde andre løsninger. Den solrige charterferie i Grækenland bliver byttet til huse i Frankrig og Tyskland med lige så meget sol, men langt færre omkostninger for bankkontoen og klimaet – og en unødvendigt stresset hverdag bliver omsat til et liv med familie, forbrug og arbejde i balance. Parrets eneste anke et år senere? At de ikke traf beslutningen noget før. Familiens erfaringer har Nanna Hyldgaard Hansen beskrevet i bogen ”Lev for det halve”.

Velkommen til en aften, hvor Nanna Hyldgaard Hansen, med udgangspunkt i sin egen familie, giver praktiske hverdagsråd og enkle sparetips, så du også kan komme i gang med at leve for mindre og få mere tid til det, der er vigtigt for dig.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste