Billede beskrivelse

Langtidsledige skal hjælpes i job

12. februar 2018 kl. 16.20

Når virksomhederne fremover bliver kontaktet af en jobformidler, så sker det som led i et projekt, som Jobcenter Frederikshavn netop har skubbet i gang.

Der er nemlig brug for at tage nye metoder i brug for at finde job til de ledige, der har været ledige i mere end fem år og som skal ind på arbejdsmarkedet igen

Flere skal med, hedder projektet, der skal sætte skub i både virksomhederne, der melder om behov for flere hænder, og de ledige, der har været borte fra arbejdsmarkedet i mere end fem år i forbindelse med sygdom eller andet.

- Selv ganske små job er der brug for til projektet. Når vi skal have denne her gruppe af mennesker ind på arbejdsmarkedet, så kan det være, at de skal begynde med få timer ad gangen for at vænne sig til at være i job. Derfor vil vi gerne tale til virksomhederne om at tage socialt ansvar, siger Mette Neist, der er afdelingsleder i Team Job og Udvikling i Frederikshavn Kommune.

Projektet er sat i værk for at udnytte en ubrugt ressource af arbejdskraft ved at hjælpe længerevarende ledige ind på et arbejdsmarked, der bliver stadig mere presset for at skaffe de nødvendige hænder.

- Vi møder selvfølgelig virksomhederne med en gruppe af ledige, som er parat til at få et job. Og jobformidleren hjælper med de forhold, som måske spænder ben. Det kan være helt konkrete ting som tandlægebesøg eller motionscenter, det kan også være at jobformidleren følger borgeren tæt i den første periode, fordi det er sårbare mennesker, vi har med at gøre her.

- De skal først ud og arbejde deres robusthed op. Det betyder ikke, at man skal undlade at stille krav som arbejdsgiver, men at man skal være opmærksom på, at der også er behov for at være rummelig, siger Mette Neist.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste