Landsstævne lander i Frederikshavn
Frederikshavn Blackhawks bliver vært for det store ungdomslandsstævne i floorball i marts
Det store ungdomslandsstævne i floorball vender tilbage til Frederikshavn næste år.
Bestyrelsen i Floorball Danmark har nemlig besluttet at tildele Frederikshavn Blackhawks værtsskabet for Landsstævnet, der afvikles fra 9.-11. marts.
Planen var at stævnet skulle have været afviklet fra 6-8. april, men da Arena Nord er booket til anden side på det tidspunkt flyttes Landsstævnet fem uger frem i kalenderen.
- Frederikshavn Blackhawks har flere gange vist, at de både kan løfte og udvikle et stort arrangement som dette. Vi er glade for at kunne give dem værtsrollen i 2018, og vi føler os trygge ved, at de igen skaber nogle fantastiske floorballrammer for vores foreningers børn og unge, fortæller Thorbjørn Ovedal, formand for Floorball Danmark.
Hos Frederikshavn Blackhawks ser man frem til at byde de unge floorballspillere velkommen igen, da Landsstævnet ligeledes blev afviklet i den nordjyske by sidste år.
- Vi glæder os til igen at byde velkommen til en floorballfest i Frederikshavn. Vi håber og tror på, at vi igen kan sætte rammerne for et fantastisk stævne og forhåbentlig endnu en gang med rekordmange deltagere og frivillige. Det bliver en stor opgave, vi som forening skal løfte, men vi har en gruppe af fantastiske frivillige i klubben, der kan klare det, lyder det fra Frederikshavn Blackhawks.