Billede beskrivelse

Læsefitness med Sommerbogen

Kom lynhurtigt i super læseform

12. juni 2017 kl. 07.00

Så går det løs... det er sommer det er sol, og det er tid til at læse.

Frøen Hubert inviterer alle børn i alderen syv-14 år til at deltage i Sommerbogen, en chance til at få læsefærdighederne op i et højere gear.

Fra mandag 12. juni åbner bibliotekerne i Frederikshavn Kommune for tilmeldingen, og du bestemmer helt selv, hvad du vil læse.

Vi skal leve sundt, og vi skal holde vores krop i tip top form, men vi skal også huske at trimme vores læsefærdigheder - hele livet. Derfor er det så vigtigt, at børn og unge hele tiden læser og udvikler deres ordforråd.

Sommerbogen er de danske bibliotekers fælles læselystkampagne og er for alle børn fra 7 til 14 år. En chance for at læse lige det, du har lyst til, samtidig med at du bliver bedre til at læse.

Hubert er Sommerbogens maskot, og han er vild med Sommerbogen. Han elsker at springe på hovedet ned i en god bog - og han vil gerne have så mange børn som muligt med.

- Du kan læse en hvilken som helst bog eller e-bog, og når vi siger bøger, så betyder det både tykke og tynde bøger - lette og svære, men det må også gerne være tegneserier og fagbøger, fortæller børnebibliotekarerne.

Og de hjælper gerne med inspiration og gode idéer.

Deltagere i Sommerbogen skal læse minimum tre bøger - gerne flere, og bagefter skrive eller tegne en lille anmeldelse. Anmeldelserne afleveres på det lokale bibliotek, hvor de bliver udstillet, så andre kan blive inspireret. For indsats kan deltagerne frit vælge en bogpræmie - og biblioteket har masse af gavebøger, de gerne vil af med.

Gå ned på dit lokale børnebibliotek i Frederikshavn, Skagen, Sæby, Ålbæk eller Østervrå hvor du bliver tilmeldt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste