Billede beskrivelse

Læring om økonomien

Nordstjeneskolens elever fik besøg af områdedirektør Torben Schioldan

13. marts 2020 kl. 13.01

FREDERIKSHAVN: Områdedirektør Torben Schioldan fra Nordjyske Bank var mandag 9. marts på besøg på Nordstjerneskolen i Frederikshavn for at lære de unge om økonomisk sund fornuft, og hvordan man kan forebygge, at de senere i livet kommer i økonomisk uføre.

Undervisningen er en del af konceptet Pengeuge, som Finans Danmark og Danmarks Matematiklærerforening arrangerer for 7. år i træk.

Formålet med Pengeugen er at højne børn og unges finansielle forståelse gennem undervisning i matematik i grundskolens ældste klasser.

Undervisningen sætter udover privatøkonomi også fokus på samfundsøkonomi og digital sikkerhed.

I år slår Pengeuge rekord med 762 deltagende klasser, og det betyder at ca. 17.900 skoleelever sidder klar til at lære om, hvordan man lægger et fornuftigt budget, og hvorfor det i mange situationer bedre kan betale sig at vente og spare op fremfor at låne her og nu.

De kan også se frem til at lære om renter og ÅOP, om aktier og obligationer, og om at forstå deres lønseddel og skattebetaling, hvis de har et fritidsjob.

- Vi er meget glade for muligheden for at komme ud og fortælle de unge om økonomi. De skal navigere i et stort udbud af hurtige lån og selvbetjeningsprodukter, og der vil vi gerne hjælpe med, at de bliver klædt så godt på som overhovedet muligt, fortæller Torben Schioldan fra Nordjyske Bank.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste