Lærer og elever udstiller
Ferniseringen af den nye udstilling på Frederikshavn Biblioteks gallerigang blev et sandt tilløbsstykke.
75 glade mennesker havde fundet vej til november måneds billedkunst af kunstner Lene Palm Larsen og hendes syv elever.
Kunstinteresserede blikke studerede med stor interesse den meget brede og alsidige maleriudstilling, som frem til 30. november vil pryde væggene på Frederikshavn Biblioteks første sal.
Denne gang er der tale om hele otte udøvende kunstnere på forskelligt niveau.
Pernille Lisborg fra biblioteket bød velkommen, og overlod herefter ordet til kunstner og underviser Lene Palm Larsen, der benyttede lejligheden til at fortæller lidt om udstillingen.
Hun fortalte også lidt om hver enkelt elev, hvor længe de have gået på hendes hold, hvad de var gode til, og hvor meget de havde flyttet sig i løbet af kurset.
Eleverne udtrykte deres begejstring for forløbet med en tak til Lene for at være en god og tålmodig lærer.
Gruppen består af et hold elever, som har suget til sig af underviser Lene Palm Larsens anvisninger og vejledninger i komposition, valg af emne og materiale.
Eleverne har malet efter opstilling eller emner fra naturen. De har også selv haft mulighed for at byde ind med emner, de gerne ville male enten i akryl eller olie.
Karin Arveschoug Jensen, Elsebeth Poulsen, Solvej Stenbakken, Karen Simonsen, Karin Ninna Malling, Britth Marie Jacobæus og Gitte Jensen udstiller sammen med deres underviser Lene Palm Larsen malerier i forskellige stilarter og motiver - bl.a. blomster, kvinder og landskaber både fra Thy og mere eksotiske steder.