Opdateret: Kviktest klar igen i Frederikshavn onsdag morgen
Falck åbner onsdag for kviktest i Frederikshavn igen.
Det stigende smittetal gør nemlig, at myndighederne har besluttet at genåbne kvikcentrene - også for frederikshavnerne.
- Vi har været forberedt på, at denne situation kunne opstå og vi har derfor haft et beredskab klar, så vi hurtigt kunne åbne for vores testcentre igen.
- I denne uge åbner vi op i de større byer og i de områder, hvor vi erfaringsmæssigt ved, at der er størst efterspørgsel på tests, så vi sammen med regionerne sikrer, at vores testcentre er tilgængelige for danskerne, hvor de har mest brug for dem, siger ansvarlig for Falcks testindsats, ambulancedirektør Jørgen Mieritz.
Der er allerede blevet etableret kviktest-center i Aalborg lufthavn, og nu følger Frederikshavn så efter.
Falcks testcenter i Frederikshavn får til huse på Skandia Torv 1, 9900 Frederikshavn.
Åbningstiderne er 8-20 i hverdagene og 10-17 i weekenden.