Kunst: Steens stenværk tilbageført til sin oprindelse
I år er det 30 år siden, at der på gavlen af Kulturhus Kappelborg i Skagen blev hængt omkring 500 kilo hulsten op.
I et kunstværk skabt af skagenskunstneren Steen Henrik Bundgård Sørensen blev et halvt ton af Skagens hulsten en del af en større sammenhæng i gavl-værket på kulturhuset, som dengang var skole.
I en blå ramme af rustfrit stål foroven og forneden hænger 15 rækker af hulsten fundet på strandene omkring Skagen.
Pludselig var farven ændret
- Den blå farve talte til mig. Som en slags signalfarve, fortæller Steen og forsøger at huske 30 år tilbage på skabelsen af det værk, som møder mange, når de kører gennem Skagen.
Værket var en del af et projekt, som også inkluderede Gerda Thune Andersens ‘Koglen’, som løfter sig over byens tage ved varmeværket.
- En dag kommer jeg forbi gavlen og tænker “det ser jo helt dødt ud” på den væg. Og så opdager jeg, at rammen er blevet malet sort, fortæller Steen, som faktisk ikke aner, hvordan det lige pludselig blev sådan og hvem der traf den beslutning.
- Det skete omkring det tidspunkt, hvor Kappelborgskolen blev nedlagt og lavet til Kulturhus, fortæller Steen og understreger, at det ikke er den nuværende ledelse på kulturhuset, der ændrede hans kunstværk.
- Jeg blev så vred og ked af det og tosset. Nogen må have syntes, det passede bedre med en sort ramme, men det skal sgu’ ikke passe ind, siger Steen, for hvem det står hen i det uvisse hvordan og af hvem, det blev besluttet at ændre det.
- Kulturhus Kappelborg har løbende støttet mig i, at det skulle tilbageføres til det oprindelige værk, og det blev nu muligt fordi gavlen på Kappelborg alligevel skulle renoveres, siger Steen Henrik Bundgård Sørensen.
Byen bestemmer titlen
Steens stenværk fik i sin tid aldrig en titel, men nu, hvor der igen har været fokus på værket, har Steen valgt at døbe det ‘Mellem Himmel og Hav’ og det er ikke et navn han er helt ene om at have fundet på.
- Det er ligesom blevet det navn, værket har fået gennem tiden af folk i byen - på grund af den blå top og bund. Det er hvad det bliver kaldt, fortæller han, og synes faktisk, at det giver rigtig meget mening at lade folk i byen være med til at bestemme det.
- Det var også folk i byen, som var med til at skabe værket i sin tid. Jeg var ude med skoler og børn og finde hulsten, og der var folk, der ringede og tilbød mig sten, som de havde fundet eller havde liggende, fortæller Steen, som dog havde rimelig strikse krav til stenene, som helst skulle være runde og bløde og selvfølgelig have en vis størrelse og passe sammen.
Inspireret af folkekunst
Og det med at byens folk både har hjulpet med at finde sten til værket og nu er med til at give det et navn, passer helt utroligt godt ind i historien om værket, som Steen har ladet sig inspirere til af de mange sten-ranker, der hænger omkring ved folks huse i byen.
- De har altid fascineret mig, de snore med hulsten, som folk har hængende. Jeg synes faktisk, det er en form for folkekunst, som folk har hængende, fortæller han om inspirationen til værket.
Steen Henrik Bundgård Sørensen er uddannet kunstner på Kunstakademiet i Aarhus.