Kunst i kamp mod kræft
Lokale kunstnere viser vejen, når de donerer værker til det gode formål
FREDERIKSHAVN: Lokale kunstnere har de seneste ti år været gavmilde sponsorer til Stafet For Livet.
Stafetten er en livbekræftende begivenhed til fordel for Kræftens Bekæmpelse, hvor familier, venner og kollegaer tørner sammen for at gå eller løbe rundt om Knivholt i Frederikshavn og samtidig hygge sig med underholdning, dejlig mad og socialt samvær.
Formålet er at samle penge ind til forskning og viden om kræft samt til patient- og pårørendestøtte.
10 procent af det indsamlede beløb går til lokalforeningen i Frederikshavn Kommune og kommer således byens borgere direkte til gavn.
En af de kunstnere, der har været med lige fra starten, da Stafet For Livet for ti år siden første gang løb af stablen i Frederikshavn Kommune, er Steen Karlsen, der er i dag er berømt for sine farvestrålende malerier, ikke kun i hans hjemby Frederikshavn, men også i det store udland.
Det er dog ikke steget den lokale kunstner til hovedet - han støtter stadig gerne Stafet For Livet for 10. år i træk.
- De frivillige i Stafet For Livet gør et stort stykke arbejde for at hjælpe andre, og jeg vil selvfølgelig også gerne være med til at gøre en forskel.
- Vi kender alle nogle, der er eller har været ramt af kræft, så det går til et rigtigt godt formål, vi alle har glæde af, fortæller Steen Karlsen fra sin mobiltelefon på vej til Fanø, hvor han skal hente nogle af Johnny Madsens malerier, som han har solgt fra sine gallerier siden 2003.
Steen Karlsen har ikke blot doneret sine almindelige malerier til stafettens offline auktioner, men også været med i spændende projekter med kunstmagneter og en større auktion på Lauritz.com i 2011, hvor fem 7’eren stole doneret af Fritz Hansen blev dekoreret med hans Musikalske Penselstrøg.
Disse indsamlede i sig selv 40.700 kroner til Stafet For Livet, som sammen med en donation af gebyr og salær fra Lauritz.com løb op i 50.000 kr.
Andre lokale kunstnere som billedkunstner og skulptør Agnete Brittasius fra Frederikshavn og Glaspusterne Niels og Grethe Lis fra Skagen har ligeledes være med i alle ti år.
Andre igen er nye og deltager for første gang i år, hvor Stafet For Livet i Frederikshavn kan holde sit 10-års jubilæum.
En af dem er billedkunstner og illustrator Anne Marie Johansen, der har atelier i Frederikshavn.
Anne Marie Johansen tog glædeligt imod opfordringen til at illustrere stafettens lysposer til den rørende lysceremoni, der holdes sidst på aftenen for at mindes dem, vi har mistet, og give håb til dem, der kæmper.
- Da jeg havde sagt ja til opgaven, gik jeg straks i gang med at lave illustrationer til lysposerne - alle sammen illustrationer, der symboliserer håbet - og vi har nu udvalgt fire af dem. Dette er jo en fælles sag, som vi ikke står alene med. Det kræver fællesskab, hvilket også kommer til udtryk i illustrationerne på poserne, forklarer Anne Marie Johansen.
De illustrerede lysposer bliver udleveret til stafettens sponsorer og kan også købes på Stafet For Livet til lysceremonien.
Det vil desuden være muligt at byde på en af illustrationerne på den offline auktion, som traditionen tro afholdes under stafetten, idet Anne Marie Johansen har sponseret en af originalerne til det gode formål.
Har man selv en lille kunstner i maven, kan man udfolde sig under stafetten, da det igen i år vil være muligt at lege og være kreativ med Playmais sponseret af Greenway i Tolne.
Playmais er produceret af majs og farvestoffer fra naturen, og det klæber ved fugt fra en klud og kan dermed bruges til byggesten af alverdens kreative skulturer og kunstværker.
Det er sidste weekend i august, man kan byde på kunstværker og kreere sine egne til Stafet For Livet på Knivholt, og det er allerede nu muligt at melde sig til eller købe lysposer på Stafet For Livets hjemmeside: stafetforlivet.dk/frederikshavn.