Kunder i butikken

09. november 2017 kl. 10.34
Opdateret kl. 15.33

Kl. 10 åbnede Helle Høyer sin nye pop-up butik lige i Frederikshavns centrum.

Butikken er placeret i de tidligere Deichmanm-lokaler i Midtpunkt - og det betyder, at der er godt 400 kvadratmeter at gøre godt med.

Mange mennesker havde fundet vej til den nye shop trods torsdagens småregn - og Helle Høyer glæder sig til for alvor at komme i gang igen i Frederikshavn.

Den nye pop-up shop går målrettet efter det feminine, det afslappede og det rå udtryk, og farvepaletten indeholder på mange stativer den smukke rosa, som har en klar feminin adresse.

Helle Høyer driver i forvejen Mejeriet i Jerup, Frøken Himmelblå i Skagen og Outlet i Bannerslund, og den nye Pop-Up Shop vil basere sig på samme forretningsmodel, som Frøken Himmelblå i Skagen.

- Det er en model, som folk synes, er spændende. Vi har fine og anderledes varer til gode priser. Det er med til at understøtte kundernes umiddelbare fornemmelse af oplevelsesrigdom - og vel at mærke en rigdom, der omsættes til handling, fordi man som kunde pludseligt erkender sit behov.

- Og da vi har hele 400 kvadratmeter til rådighed, er der også plads til at sælge sko, tasker, accessories, puder, brugskunst, tæpper og meget andet - naturligvis også pynt til julen, siger Helle Høyer.

Butikker i Skagen, Jerup og Bannerslund fortsætter uændret, og det er personale fra disse tre butikker, som kunderne kan se frem til at blive ekspederet af i Frederikshavn.

På åbningsdagen mødte Lokalavisen således både Bente Hammer og Joan Panum, der var i fuld gang med at servicere kunderne.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste